Sidste nat sad jeg som sædvanlig oppe ved computeren, fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i seng. Jeg ville lige se, om der var skrevet i mine gæstebøger og sørme jo. Jeg fik næsten et chok og begyndte at græde, for det var den mest væmmelige hilsen...både i den nye og den gamle gæstebog. I kan selv gå om og kigge.

Jeg blev rigtig ked af det, men også vred, for hvem kan tillade sig det. Og vedkommende skal ikke slippe udenom det her.

Jeg synes det er grimt og beskidt at skrive sådan noget, og så lige efter min fars død.

Hvis det er et barn, er det virkelig synd. For det barn får ikke megen opmærksomhed derhjemme, hvis forældrene tillader dette.

Er det en voksen, er det lige så synd. Hvis vedkommende kender mig, vil han/hun vide at jeg elskede mine forældre meget højt og de elskede mig. Og måske har du manglet det i din barndom...ja hvad ved jeg, men så er du da en stakkel, og jeg har helt ondt af dig.

Jeg må forresten også lige sige, at du da virkelig er for dum, hvis du tror du kunne få nogen til at tro, at far ville skrive så grimt i andres gb'er. Ville han aldrig gøre.

Du må bare vide, at jeg har tænkt mig at blive ved, til du bliver fundet og kan få din straf.

Jeg vil overhovedet ikke begynde at gætte på, hvem det kan være, og det synes jeg heller ikke andre skal. Ingen skal beskyldes for det, hvis ikke det er 120 % sikkert, at det er den rigtige.

Heldigvis har jeg dejlige venner og familie som gerne hjælper mig. Og tusind tak til dem.

Puha det var rigtig hårdt at sige farvel til fuglene i dag. Far holdt rigtig meget af alle sine fugle, men de der blev hentet i dag, betød noget specielt for far og derfor også for mig. Jeg må indrømme at da de var fanget, og jeg stod alene med kun et par tilbage, kom jeg til at græde. Det var så tomt og trist og stille deroppe i fugle huset.

Heldigvis var det par som havde købt fuglene, søde og rare mennesker, som jeg kunne se, holdt meget af fugle og jeg er slet ikke i tvivl om, at det blir et rigtigt godt sted for dem.

Far du plejer jo at være her. Håber du er tilfreds med det jeg gør, men hvor ville det være rart om jeg lige kunne spørge dig.

Savner dig frygtelig meget og forstår stadig ikke rigtigt, at du ikke er her...

I dag skal jeg på kirkegården, for at se om jeg snart kan fjerne blomsterne. Hvis der stadig ligger sne hen over graven, må jeg vente et par dage endnu. Men vil gerne snart ha' det gjort pænt igen. Desværre holder blomsterne ikke for evigt.

Jeg har fået en ny læge nu, som jeg tror jeg bedre kan kommunikere med. Og jeg har fået en tid på mandag. Der var godt nok kun 10 min til mig, men så kan vi da få taget hul på tingene.

I dag bliver der hentet fugle igen, hjemme hos far. Og så er de næsten væk alle sammen. Det er lidt mærkeligt at komme derop, for jeg er vant til at fuglene synger og skræpper op. Nu er det næsten tomt. Men godt de får nye gode hjem.

For mange år siden tegnede jeg meget, som nok nogen ved. Jeg har pludselig fået en underlig idé. Jeg har en frygtelig lyst til at komme til at male. Jeg har meget længe haft både lærreder, pensler og farve til at ligge. Men nu skal det være. Ved ikke om jeg kan, men det skal prøves. Måske jeg kan få nogle af alle mine følelser og tanker ud på den måde. Så jeg må til Nykøbing og ha' købt mig et bord staffeli. Bliver der noget ud af det, skal I nok få det at se.

Jeg får hver dag så mange søde hilsner og jeg skal prøve snart at få skrevet tilbage. Er ked af, jeg endnu ikke har fundet energien til det, men det kommer.

Jeg forstår ikke det snart er en måned siden far døde. Måske fordi jeg stadig ikke helt forstår at han er væk. Det er så svært at skulle indse, og mange mange gange hver dag, flyver det hurtigt gennem mit hoved....- jeg skal huske at fortælle far - eller nu gør far det eller det. Det farer gennem mit hoved som et lille vindpust.

Og hver gang jeg kører hjem til huset, venter jeg på at Tjavs kommer farende og vil sige hej ... men nej ... ingen far ... ingen Tjavs ...ingen til at tage imod mig.....

I al min forvirring, har jeg glemt at vise jer, disse 3 meget smukke tags. De er lavet af nogle af de dejligste piger, som jeg er i psp-gruppe med. Tusind tak tøzer.

Måske har jeg glemt mere, men så dukker det frem efterhånden, intet er smidt ud. Der er også nogle af gaverne, som er sat ind andre steder.

En uge er gået siden jeg sidste var her, og intet er blevet lettere. Jeg savner stadig far så det gør ondt. Jeg kan ikke længere se på billeder af far, uden at komme til at græde. Hvor længe skal det gøre så ondt? Jeg kan også mærke hvordan alting i mig knuger sig sammen, jeg kan ikke slappe af og kommer til at ryste. Jeg har nogle beroligende piller, som jeg må ty til engang imellem...eller rettere sagt, hver dag for tiden. Var hos lægen i dag, men han havde ikke tid til at snakke om det, for mit besøg gjaldt min sukkersyge. Jeg spurgte om ikke jeg kunne få en  psykolog, men det er åbenbart ikke bare noget man bare får. Det måtte vi tale om sagde han, så gå ud og få en ny tid. Det er ikke min egen gamle læge det her, men en ny. Desuden skal jeg p.gr.a sukkersygen på et sundhedscenter for at lære om det.

 Så samtale om jeg kan få en psykolog, starte på sundhedscenter og desuden start i job træning på REVA... så er jeg da helt forvirret. Har ikke noget imod nogen af tingene, men kan slet ikke overskue så mange ting på en gang, i den situation jeg står i lige nu. Men vi må se...

På onsdag bliver de sidste af fars smukke fugle afhentet. Det er gået hurtigt og nemt at få dem solgt og godt solgt. Så det er rart de har fået gode hjem.

Jeg har i aften også prøvet på at få skrevet tilbage til alle de dejlige mennesker, som har skrevet i min gæstebog, men ved ikke hvad der sker. Sad og kiggede næsten en halv time på min søde tante Annis gæstebog, men kunne ikke finde et eneste ord, at skrive ned. Det er jeg virkelig så ked af, for I fortjener alle sammen en hilsen og tak fra mig. Håber det snart kommer.

I næste uge vil jeg op i huset og begynde at rydde op. Har tænkt mig at sove der også nogle nætter. Har brug for at tage ordentlig afsked med det hele. For når først døren er låst for sidste gang bag mig, kommer jeg der aldrig mere. Har derfor brug for nogle dage og nætter helt alene i huset, så jeg kan sige rigtig farvel. Måske er der nok nogen, som tænker at jeg er tosset, men det er mit behov nu, og det er jeg nødt til at følge.

Far jeg savner dig noget så frygteligt. Hele tiden vil jeg lige ringe til dig og spørge om noget, eller fortælle dig noget, men kommer i samme sekund i tanke om, at du jo ikke er der.

Jeg kan ind imellem ikke huske hvilken dag det er. Eller hvor længe det er siden du døde. Tårerne kommer bare pludselig væltende. Når det bli'r mørkt om aftenen, tænker jeg på, at lige nu sidder far ovenpå, og skriver mails til sine net venner....men nå nej....

Åh hvor gør det stadig ondt.....

Kom til at tænke på, at siden mor døde, har far og jeg snakket meget sammen om mor. Fra tiden før hun blev syg, om tiden da hun var syg, hvor tapper hun var, og aldrig hørte vi et eneste klagende ord fra hende. Hendes bekymringer var os... altid os hun tænkte på og ikke sig selv. Godt vi ikke ved hvad der skal ske, for havde mor vidst, at far skulle herfra allerede nu, åh hvor ville det have gjort ondt på hende. Hun vidste jo hvor højt jeg elskede både hende og far. Far og jeg var sammen med mor, da hun døde. Det havde vi sammen, men hvem skal jeg nu snakke med om det. Der var et meget stærkt bånd mellem far og mig. Og selv om der er mange dejlige mennesker omkring mig, så kan de aldrig erstatte .....åhh det kan vist ikke være særlig interessant for andre at læse, men hvor føler jeg mig alene, når de nu begge er væk..

- var hjemme i huset i dag for at finde noget papir, og jeg synes det var rigtig hårdt i dag. Det går mere og mere op for mig, at far ER væk ... aldrig mere skal jeg høre ham komme ned af trappen og sige .."hej Hanne .. sætter du vand over til en kop te"....

I går torsdag ringede jeg til min egen læge. Han sad med obduktionserklæringen fra Thisted sygehus. Der var ingenting galt i fars mave. Hans tarme var ikke udspilede og ingen tarmslyng. Han var en lille smule forstoppet og det kunne måske ha stresset hans organer, så han havde fået en stor blodprop i hjertet. Der var væske på lungerne, men ingen opkast der. Så måske blodproppen har vandret den vej og givet væske i lungerne til sidst og derefter er blodproppen gået i hans hjerte.

Det har givet mig lidt ro i sjælen, at det ikke var tarmslyng, for denne blodprop var måske nok kommet under alle omstændigheder.

Jeg vågner hver eneste nat eller meget tidlig morgen og er meget urolig og roder rundt i sengen, og har tusinde tanker, der farer rundt i hovedet. Men jeg har slet ikke styr på tankerne, for kan ikke koncentrere mig om en ting.

Jeg er stadig forfærdelig træt morgen og aften. Men det er den psykiske træthed der gør mig så træt. Jeg får så godt som ingenting gjort herhjemme. I næste uge vil jeg begynde at gennemgå alle fars papirer.

I morgen kommer Jonas hjem en tur og bliver til søndag og jeg har lovet ham flæskesteg og frikadeller. Michelle er rejst en tur til København til sin kæreste Jonas.

Må lige sige, at når jeg er oppe i byen og handle, er folk så søde til at komme med knus og trøstende ord til mig. Og fars søskende er rigtig søde til at ringe til mig. Jeg føler mig meget tæt med min yngste faster, som kun er 10 år ældre end mig, og lige nu taler vi sammen hver dag. Men jeg holder utrolig meget af dem alle sammen, og agter aldrig at miste kontakten med dem.

Derfor har jeg også købt mig en kuffert, så jeg senere på året, kan rejse ind og besøge dem. De slipper ikke for mig nu.. *ss*

Og så har jeg jo verdens bedste veninde Grete. Hun er alverdens guld værd, og jeg elsker hende som en søster. Hun er der også altid for mig. Og hendes dejlige, smukke piger kalder mig moster Hanne. De betyder så meget for mig.

Håber I får en dejlig weekend og husk at passe godt på hinanden. Ingen kender dagen.

Kramme knuzz Hanne

I morges ringede jeg til lægen, for at høre om fars obduktions papirer var kommet, så jeg kunne få en tid, og få at vide, hvad der skete. Der var ingenting kommet, så jeg fik nr. til Thisted sygehus. Til afd. far lå på. Vedkommende der ville finde ud af det og ringe tilbage. Det har hun ikke gjort, så jeg ringer igen i morgen.

I formiddag ringede min "kære" sagsbehandler. Hun spurgte hvordan jeg havde det og jeg sagde det gik af pommern til. Ja ja sagde hun, men det var sørme et pænt stykke du havde i avisen. Hun spurgte: - hvor gammel var din far? Jeg sagde han var kun 71 år og meget aktiv. Men meget koldt svarede hun så...ja ja men når folk når den alder, skal man jo regne med der snart kan ske noget.

Jeg blev vred og meget ked af det, for hvad ved hun om min far, og hvad ved hun om hvilke hårde dage, der gik forud for hans slemme død. Men hun er meget kold og jeg synes slet ikke hun havde lov at sige sådan.

Men ihvertfald skulle jeg i gang på REVA, og hun havde en tid, jeg skulle starte. Den 18. eller den 24. januar. Jeg sagde, så kan det først blive d. 24. og jeg ved jo ikke, om jeg kan klare det. Jo jo sagde hun, du får papirer og så starter du den dag.

Lige nu føles det helt håbløst, for jeg kan da ikke komme over det her på en måned. Findes der slet ingen medmenneskelige sagsbehandlere. Eller er det mig der er tosset??

Var igen i dag på kirkegården. Og kulden taget i betragtning, står blomsterne faktisk smukke endnu.

Jeg har fået et digt pr mail i dag, fra en af mine dejlige netvenner og også far's dejlige netven. Et meget smukt digt som jeg synes hører hjemme her. Tusind tak Torill.

"I give you this one thought to keep, I am with you still - I do not sleep.

I am a thousand winds that blow, I am the diamond glints on snow.

I am the sunlight on ripend grain, I am the gentle autumn rain.

When you awaken in the morning's hush,

I am the swift uplifting rush of quiet birds in circled flight.

I am the soft stars that shine at night.

Do not think of me as gone - I am with you still - in each new dawn"

Tusind tak Helle & Connie

Jeg har lyst til at vise jer, de meget smukke buketter, jeg har fået. Nogle af billederne, er ikke helt klare, da de er taget med fars kamera, som jeg lige skal lære at bruge.

Tusind tak for de smukkeste blomster.

Tusind tak Michelle                                               Tusind tak Grete

Tusind tak Bodil ( - min frisør )                  Tusind tak tante Anni

Tusind tak Lea ( - min fodterapeut )

Først nu jeg kan skrive lidt om fars begravelse i torsdags.

Det var en smuk begravelse far fik. Vi var i kirken ca  kl. 12, for jeg ville gerne sidde hos far lidt alene, før alle kom ind i kirken.

Der var mange mennesker i kirken og rigtig mange, meget smukke buketter og kranse. Præsten holdt en dejlig tale om far, og fik også flettet lidt sjovt ind om far, så vi ikke kunne undgå at trække på smilebåndet. Det var rigtig dejligt og helt i fars ånd.

Da vi var færdige ved graven, læste præsten en tak op, som Michelle havde skrevet. Den var meget smuk og rørende.

Der skulle så hilses på de mange, som havde været med til fars begravelse. Det var rart at se de mange søde mennesker. Og mange var rørt, far har virkelig sat spor i manges hjerter. Og det gjorde mig stolt.

Fars søskende og svigerinder, og 2 af mine dejlige kusiner, den ene havde jeg ikke set i over 30 år, og 2 af mors søskende med henholdsvis mand og kone, kørte op i mors og fars hus og drak kaffe sammen. Efter det kørte vi ned på kirkegården igen, og så fars smukke grav med de mange blomster. Vita satte to fine lys på graven. Det var smukt og varmt.

Fars søskende, svigerinder, mine 2 kusiner og os fire herhjemme sluttede dagen af med at spise sammen i Nykøbing. Det var meget hårdt, da de så skulle drage af mod Sjælland, for jeg ved jo godt, at jeg ikke får dem at se her igen. I hvert fald meget sjældent, hvis overhovedet. Må nok sige, at da jeg stod og vinkede til dem, og jeg ikke kunne se dem mere, følte jeg mig næsten lige så alene, som da far døde. Men de bli'r ikke fri for mig, for jeg vil af og til rejse ind og besøge dem. Jeg vil ikke miste kontakten til dem.

Selv om jeg har nogen her hos mig, så vil jeg alligevel føle mig meget alene. Jeg elskede far så højt, og kan stadig ikke forstå det der skete. Men jeg tror på at far er med mig, og passer på mig.

Når jeg lukker øjnene, ser jeg de mennesker fra begravelsen, komme hen imod mig og give hånd til mig, og da jeg kigger op, kommer far gående imellem dem, og smiler til mig. Jeg tror på, at far var der, og viste mig, at han altid vil holde øje med mig, og at han smilede til mig, for at fortælle mig, at jeg klarede det hele ok.

Tak for alt far. 

I dag skulle far hentes i kapellet i Thisted. Vi blev hentet udenfor af bedemanden, så vi kunne se far. Han lå så pænt i kisten i sit eget tøj og med sit eget sengelinned. Så når man stod hos far kunne man dufte ham, præcis som han plejede at dufte. Han lå så pæn og lignede sig selv. Vi fik alle 4 taget pænt afsked med far der. Vi kørte så mod Sejerslev. Jeg kørte med bedemanden og far. Har sagt jeg ville følge far hele vejen.

Kirken var allerede fyldt med smukke blomsterkranse og buketter.

Bente og Kirsten gik og pyntede kirken smukt. Tusind tak til de to.

Nu er vi hjemme igen. Jeg skal lige samle mig før begravelsen kl. 13.

Kl. er lidt over midnat. Jeg er så træt og kan alligevel ikke finde ro. Jeg er ked af det...det gør så frygtelig ondt...jeg ved far ikke er her mere, men jeg vil.. kan ikke tro, det passer. Åh lille far kunne du ikke ha blevet her hos mig, bare lidt endnu... Men ved godt du savnede mor, og det er der du skal være nu.

Fik jeg fortalt at jeg i går fik den smukkeste blomsterbuket, leveret ved døren. Det var fra min fodterapeut Lea, som jeg holder rigtig meget af. Da mor lå syg hjemme, kom Lea hjem til mor et par gange, så hun kunne få fødderne nusset.

Tusind tak Lea.

I dag har vi været hos præsten.  Vi snakkede rart sammen. Jeg græd lidt men kom også til at grine, da præsten fortalte om sit allerførste møde med far. Præsten ... Peder var i skoven og løbe en tur. Han løb i sine egne tanker da der pludselig lyder en skrumlen bag ham og en cykel klokke bimler højt. Peder blev så forskrækket, men det var såmænd bare far der kom cyklende. Han havde cykelkurven fyldt med skilte han var ude og sætte op i skoven. Han havde nemlig dagen efter arrangeret en vandretur i skoven. Peder sagde forskrækket, jeg troede det var min skov det her.. nå sagde far og jeg troede det var min.

Peder er lang og tynd og han løber sammen med vores bager som er lille og fast, og ingen er vel i tvivl om, hvem der har givet de to deres kælenavne, som kendes af alle i byen. Far døbte nemlig præsten og bageren...Bønne & Bolle.

Måske mærkeligt at skrive om, men hvem kan snakke om far, og så undgå at komme i tanker om sjove episoder. Jeg kan ikke, for det hele er godt nok så trist og forbandet uretfærdigt, men far var også mester i at holde humøret oppe hos mig.

Jeg ved ikke hvor jeg får kræfterne fra lige i disse dage, men føler bare at jeg selv skal gøre tingene ang. far og når jeg så når aften, er jeg fuldstændig drænet for kræfter, som lige nu.

Jeg fik valgt 3 samler til begravelsen på torsdag, men kan lige nu kun huske en af dem, nemlig "Blomstre som en rosengård". Den er meget smuk og den sang vi også til mor's begravelse.

Efter besøget hos præsten, kørte vi hjem til far så jeg kunne se til fuglene. Folmer fodrede de første par dage, hvor jeg ikke kunne samle mig om noget. Men nu har jeg selv overtaget det. Det synes jeg, jeg skal og vil. Jeg har rigtig tit hjulpet far med at fodre og fuglene er altid rolige, når jeg kommer. Jeg holder selvfølgelig af far's fugle, som han selv gjorde og derfor synes jeg, at jeg skal passe dem nu, så længe de er her.   Tusind tak til Folmer for hjælpen.

Tak til alle der ringer og skriver til mig. Tusind tak til alle de hjemmesider, som har tændt smukke lys for far. Det varmer utrolig meget.

Knuzz Hanne

Far's dødsannonce var i avisen idag, men jeg smed avisen fra mig. Forstår ikke hvorfor de skriver det, for det passer ikke... min lille elskede far er ikke død. Jeg kan ikke tro det...vil ikke tro det..

Kl er ca 3.30 og jeg har vist sovet 3-4 timer. Nu sidder jeg her ved computeren. Jens, Jonas og Michelle sover.

Jeg skal vist også ha mig lagt nu snart. Er så træt, så træt og føler næsten ikke jeg kan hænge sammen. Det værste er den psykiske træthed. Ind imellem tror jeg ikke helt på det er sandt at far ikke er her mere...men må smerteligt indse, at det er sandheden. Far er her ikke mere...

I aftes ringede hr. Hesselager igen. Han ville vide om jeg ikke havde et billede af far, for så syntes han, der skulle et billede i avisen, sammen med mindeordet. Jeg fandt et godt billede, det samme som jeg har her på forsiden, og sendte det til avisen.

I eftermiddag skal jeg op til præsten, og snakke med ham ang. sange m m til begravelsen.

Synes ikke det er længe siden, jeg sad der sammen med far og snakkede med præsten om mor's begravelse. Men det er jo faktisk heller ikke længe siden.

Jeg må i seng lidt igen...ryster og er så træt jeg næsten ikke orker at trykke tasterne ned.

Ang. Tjavs, så var det rigtig hårdt, at han også forsvandt, men jeg har det godt med min beslutning. Synes selv, det var det allerbedste for Tjavs-drengen.

Dagen startede med en opringning fra bedemanden. Han havde ringet på Thisted sygehus for at høre ang. far's obduktion. Den var ved at blive foretaget, og jeg kan få besked hos egen læge, om ca. 8 dage.

Så begravelsen er torsdag d.29. januar i Sejerslev kirke.

Vores bedemand plejer selv at hente den døde på sygehuset og køre til kirken med vedkommende, uden følge, men jeg insisterede på, at jeg skulle over og følges med far hjem. Bedemanden sagde, jamen Hanne, så skal det være sådan. Du kommer over på sygehuset, og så kører du med mig og far hjem i ligbilen. Jeg VIL følge far hele vejen.

Jeg ringede til en advokat, for at få sådan en til at hjælpe, med at gøre tingene rigtigt. Jeg fik en aftale i eftermiddag og de fik de forskellige oplysninger, og jeg skal så vende tilbage med diverse papirer, når jeg er klar.

Så var der lille elskede Tjavs, som har savnet far så frygtelig. Dyrlægen syntes min beslutning om at lade ham få fred, var god. Tjavs havde hoftedysplasi, og jeg var ikke tryg ved, han skulle et fremmed sted. Ville de kunne gi ham den fornødne pleje når hans hofter fik det værre..?

Jeg ville selv ind til dyrlægen med Tjavs for han var tryg ved både mig og dyrlægen. Han fik den første afslappende sprøjte og gik lidt rundt i værelset hos dyrlægen. Han var lige over vægten også, og vi nåede at se, at han vejede 45 kg. Efter kort tid, blev han træt og kom hen og satte sig tæt op ad mit ben så jeg kunne kæle med ham. Det gjorde han 2 gange før han lagde sig på gulvet. Jeg sad hele tiden og kælede med ham og snakkede roligt til ham, mens tårerne fossede ud af øjnene på mig. Puha det var hårdt. Dyrlægen spurgte om jeg ville blive til den sidste sprøjte, og jeg sagde ja, jeg går ingen steder, før Tjavs er sovet helt ind. Han fik den sidste sprøjte i benet og det varede ikke mange min. før han lagde sit smukke hoved ned. Dyrlægen lyttede på ham og sagde at nu var han væk. Stille og roligt, men så forfærdelig trist.

Marianne  ( dyrlægen) og jeg satte os og snakkede om hvordan det hele med far var foregået, mens jeg græd, og hun var så rystet at hun også var lige ved at græde.  Jeg måtte ta hjem bare med halsbåndet. Marianne fik et stort knuzz og tak fordi hun hjalp Tjavs herfra så fint.

Her til aften ringede Hr.Hesselager, en pensioneret præst, som skriver mindeord i Morsø Folkeblad for at høre om fars liv og levned. Dette kan man jo også få andre til at fortælle om, men det ville stædige jeg også selv gøre.

Nu tror I nok ikke jeg har nået mere i dag, men jeg har nået en ting som er lige så vigtig...nemlig at drikke te sammen med verdens dejligste pige ..Grete som heldigvis er min bedste veninde. Jeg elsker hende som en søster, og hun har lovet at komme og hive mig op, hvis jeg ryger ned med nakken. Og jeg ved hun gør det. Hun holder øje med mig.

Det samme gør Jens og ungerne.

Tag vare på hinanden.. lov mig det.

Hanne

Kan se det snart er et år siden, jeg sidst var her, og havde bestemt ikke regnet med jeg skulle skrive, om noget så sørgeligt som at jeg har mistet min elskede far.

For at der ikke skal blive en masse sladder om hvordan far døde, vil jeg skrive det her. Og ellers ring og spørg mig, i stedet for at gætte.

Tirsdag eftermiddag var jeg en tur i Nykøbing, for at handle sammen med Jonas. Far ringede omkring kl 15 om jeg kunne hjælpe ham. Jeg kunne næsten ikke høre det var far. Han skulle ha mig til at købe mad til Tjavs. Jeg spurgte ham, er du syg far... Ja sagde han. Fik pludselig frygtelig ondt i maven mandag aften, hans mave blev ret oppustet og han havde så kastet op hele natten. Han var afkræftet og havde ikke kunnet komme til telefonen før. Han var blevet meget bange, for kunne selv høre stemmen var mærkelig og han kunne ikke stå på benene.

Jonas kørte mig hurtigt hjem til far og jeg fik ringet efter vagtlægen, som kom efter godt 2 timer. Han tog far blodtryk, som iøvrigt var fint. Han hørte på fars forklaring på hvordan han havde det og hvad der var sket. Jeg fortalte lægen, at far for få år siden, havde døjet med udposninger på tarmen. Far havde dengang haft frygtelig ondt, også fordi tarmene stoppede, når der gik betændelse i disse udposninger. Men det kommenterede lægen ikke på. Han var sikker på det var en maveforgiftning, og at det var bedst han fik noget æblejuice og tørt brød. Jeg fik fat i begge dele, og far drak godt, men kun en vis mængde, så kastede han det hele op igen. Og det var som et vandfald. Jeg sad hver gang og holdt ved far. Det var så hårdt for ham

Det blev ikke bedre, så torsdag morgen tog far kontakt til egen læge. En ny læge vi har fået, som aldrig har set far. Fars tarme var jo stoppede, for han var ikke kommet af med aff. siden weekenden. Lægen sagde i tlf at det ikke var en maveforgiftning, men en virus og far skulle ha gang i tarmene. Jeg hentede noget på apoteket, ordineret af lægen, men der skete intet. Kun opkastningerne fortsatte. Jeg var hos far fra tirsdag, var kun lige hjemme i bad. Så heldigvis var han kun alene, den tid jeg var hjemme omkring.

Om natten til fredag vågnede jeg efter et par timers søvn, ved at få faldt om på køkkengulvet. Han lå og ja....kan ikke fortælle...

Jeg fik ham løftet op på stolen og ringede til vagtlægen, som ringede få min efter om hun ikke skulle sende en ambulance. Jo tak det håbede jeg også på sagde jeg. Mens jeg snakkede med hende faldt far om på gulvet igen, fra stolen i køkkenet. I det samme ringede vagtlægen, at det ville vare en time før ambulancen ville komme. Jeg sagde at det kunne jeg absolut ikke vente så længe på, så hun lovede den ville komme straks. Den kom efter ca ½ time. Jeg havde da sagt det til far og han sagde selvfølgelig, nej nej Hanne, det er ikke nødvendigt. Jo far det er det...nå ok så, sagde han. I ved hvordan han siger tingene, min elskede far..

Vi kom på hospitalet og han fik lavet diverse målinger, men havde ikke let ved at ligge, så han ville op i stolen og sidde. Det kom han, og jeg troede han sov godt, men han var ved at glide over i bevistløshed, viste hans blodtryk som var nede på 57/46. Det gik stærkt og jeg fik et chok da sygepl. sagde at jeg skulle ringe nu, hvis der var nogle som skulle komme.

Glemmer at fortælle, at de for at få fars mave igang kom med 1 l saft iblandet 8 breve Movicol som han skulle drikke. Det måtte godt vare 5-6 timer, han drak det. Men far var fræk til det sidste og sagde, så længe kan det da ikke slå til, men så kan jeg vel få en liter mere. Sygepl. fortalte også at fars opkast, som hele tiden havde været sort og vandig,var afføring som kom den vej.

Far kom i seng hurtig igen og fik ilt. Så sagde han til mig, om han sa ikke kunne få noget smertestillende. Jo sagde jeg og spurgte sygepl., men hun mente ikke det var så godt, at han fik for meget, når maven var så stoppet og hans værdier så lave, så efter hun havde rådspurgt sig med en læge, fik han lov at få to panodil. De kunne ligeså godt ha givet far en vitaminpille, for mod så store smerter, hjalp 2 panodil ikke alverden. Jeg var lige inde hos ham, og holde ham i hånden og kysse ham på panden. Han var begyndt at ralle en del i brystet, og på et tidspunkt kiggede han på mig, og sagde at nu måtte der ske noget for han kunne ikke få luft. Han var bange og jeg var bange og jeg sagde at nu måtte de gøre noget. Imens gik jeg udenfor. Pludselig løb alle mennesker og lidt efter kom lægen hen til mig og sagde, at opkasten havde hobet sig op i fars lunger, og givet ham hjertestop og de havde prøvet at genoplive, men det lykkedes ikke....- helt alene var jeg nu...

Heldigvis var jeg hele ugen hos far. Jeg har altid lovet mor og far at være hos dem, men nu synes jeg jo slet ikke, det var nok. Jeg besøgte far 2 gange ca i ugen, hvor vi hyggede med kaffe og te og laksemad og fars kryddersnaps og vi hyggede os så godt. Når jeg så skulle hjem, sagde han, luk bare Tjavs ud...så grinede vi sammen, når han løb rundt og fjollede. Jeg kørte aldrig fra far, uden han fik et kæmpe knuzz. Og en af dagene i den uge, krammede jeg ham også og sagde til ham, jeg elsker dig far...og han sagde som altid..jeg elsker også dig Hanne. jeg krammede ham hver dag flere gange. Aldrig mere skal jeg nu høre det fra ham.

Der er vel ingen der er i tvivl om, at jeg altid har været far's pige.

Min dejlige faster Vita, som jeg har snakket meget med, tror det var meningen at far skulle afsted nu. Og det tror jeg, jeg kan finde trøst i en dag.

Far savnede mor så forfærdeligt, selv om han ikke udadtil gav udtryk for det. Vi snakkede om alt og vi snakkede meget om mor. Vi grinede og snakkede og var kede af det sammen, vi kom så tæt på hinanden, som jeg ville ønske alle skulle prøve at være på en forælder.

Pas på dem så længe I har dem. Pludselig er det slut og så virker alt andet så ligegyldigt.

Far var så glad for alle de besøg han og mor fik, da mor lå og var syg. Efter mor døde, svandt besøgene ind. far droppede ind her og der til en kop kaffe. Og håbede helt sikkert at de besøg ville blive gengældt. Desværre må jeg meget skuffet sige, blev det ikke gengældt. Tror far følte sig lidt svigtet og den sidste tid, sagde han altid ..familie...det er Hanne. Han sagde det aldrig og viste det aldrig for mig ..han var skuffet, men når han var nede i byen, viste han altid sit glade ansigt og havde en frisk bemærkning til alle.

Men han følte sig svigtet og de som svigtede far, svigtede mig.

Tænk på, om du ikke skulle ha en halv time fri, til et lille besøg, næste gang en af dine, bliver alene.

Jeg håber, far er der, hvor han gerne vil være nu. Sammen med mor og Tonny.

Jeg elskede dem så meget alle tre...

At skulle miste far allerede nu... kan jeg slet ikke forstå ...livet er ikke retfærdigt...

Elsker dig lille far.

Hanne

Mon jeg skal til at kalde min dagbog for årsberetning ... hi hi Nå men nu er jeg her igen.

I dag har Jonas bestået teoriprøven, så nu er han snart selv kørende. Flot flot gjorde han det.

Om lidt kommer Michelle og en af hendes søde veninder fra sygepl. skolen hjem. Det bliver så dejligt. De bliver til imorgen.

For et par dage siden kom en masse sne lige pludselig og i dag skinnede solen, og jeg fik taget et par billeder af viben. Når den er kommet, dufter det af forår, synes jeg. Her er et par billeder af både sne og den smukke vibe.

Vores hus i snestorm

Anemone & troldhassel snedækket

Den smukke vibe

Velkommen smukke forår

Hold da op... er det så længe siden jeg har været her.

Vi har nu overstået jul og nytår. Jeg synes vi klarede det rigtig godt alle sammen. Vi fejrede juleaften her hos os. Far, Jens Chr., Jonas, Michelle og mig. Jeg kunne ikke gøre det hele så godt som mor, syntes jeg. Men det er vel i grunden heller ikke meningen. Vi husker jo alle måden mor gjorde alt på, og nu har jo så gjort det bedste jeg kunne, og synes jeg klarede det helt fint. Ingen forlangte, det skulle være, som det mor lavede.

Jeg var forleden ude for at se, om jeg kunne finde lidt forår, og sørme jo... hvilket billederne her beviser.

Billedet herunder tog jeg en eftermiddag, for ikke længe siden. Månen står op. Smukt ikke?

Jonas har nu valgt linie på gymnasiet. Han har valgt sproglig linie med sproget fransk.

Michelle starter på sygeplejerske skolen d. 1. februar. Hun har fået kollegieværelse på skolen fra næste weekend. Så hun går her og pakker, og er meget spændt på at få begyndt.

Det var lidt for denne gang. Jeg MÅ altså blive lidt bedre til at komme herind og skrive lidt.

Jeg har for resten også fået lavet en mindeside for min elskede mor. Det gjorde godt, da jeg var færdig med den. Jeg kunne pludselig en aften mærke, at nu skulle jeg lave den. Det var svært. Specielt at se de dejlige billeder, men jeg er rigtig glad for den.

Nu vil jeg lige prøve at få skrevet lidt her igen. Det er svært at få begyndt, for ind imellem er der så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde og slutte.

I sidste uge fik far og jeg en samtale med Kirsten Haaber. Det var rigtig rart, for hun er fantastisk at snakke med. Ikke fordi hun siger så meget, men hun er god til at spørge om de rigtige ting, så man selv fortæller. Jeg græd selvfølgelig det meste af tiden. Kirsten mente at hvis jeg ikke var i behandling med medicin for depression, ville jeg have fået en depression, men nu kunne jeg "nøjes" med at stå lige på kanten af én.

Vi talte om, at jeg stadig ikke kan få et billede frem af mor, hvilket plager mig rigtig meget. Jeg ville så gerne kunne se mor for mig, men der kommer stadig intet. Kirsten tror det kommer igen, jeg vil aldrig glemme, sagde hun. En dag vil jeg opdage ting, dufte og meget andet, som får mig til at huske mor.

Jeg har prøvet at kigge på billeder af mor, men klarer det endnu ikke særlig godt.

Vi fik talt om Tonny også. Til de som ikke kender ham, det er min bror som døde i 1972, af leukæmi. Tonny var kun 10 år og jeg var 12. Dengang fik vi ikke bearbejdet noget som helst, og jeg kan ikke huske noget fra før Tonny blev syg. Far har det på samme måde.

Kirsten troede mine angst anfald var begyndt, fordi jeg er bange for, jeg heller ikke vil kunne huske mor. Men hun sagde: "Hanne du glemmer aldrig din mor. Hun er i dit hjerte" Det er præcis hvor hun er og bliver.

Kirsten sagde også, at hun havde fundet ud af, at jeg var lidt af en hønemor. Men sagt som noget positivt. Jeg ville jo helst kunne brede mine vinger ud, og så proppe alle dem jeg elsker derind. Så ved jeg hvor de er og at de har det godt. Hun har lært mig godt at kende.

Nogle dage græder jeg meget. Så skal der ingenting til. Jeg har en smuk, smuk sang på min computer, og når jeg spiller den, så løber tårerne og jeg tænker meget på mor. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg forbinder den med hende. For jeg har først hørt den for nylig.

Jeg har også fået det sådan ind imellem, at jeg ikke kan overskue at have bare én gæst. Det er mærkeligt, for sådan har jeg aldrig haft det før. En bekendt ringede en dag, og hørte om jeg gav kaffe, og selvfølgelig sagde jeg ja. Men da jeg havde lagt røret på, kom nervøsiteten. Hvordan skulle jeg klare, at sidde bare gæsten og mig. Måske er det fordi jeg ikke kan overskue, at skulle være på hele tiden. Er vi flere, behøver jeg nemlig ikke snakke hele tiden. Så den dag inviterede jeg også far. Så blev jeg rolig igen, og vi fik en dejlig formiddag.

Vi snakkede også om noget andet. Lige før og efter mor døde, snakkede far og jeg om, at når far blev alene, så var han alene. Jeg sagde dengang , mange gange ... nej far du har jo os. Nej sagde far, det har jeg ikke. Jeg kunne ikke li' at han sagde det, men pludselig forleden dag, gik det op for mig, at det jo var rigtig hvad far havde sagt. Der er ingen at kysse god morgen og god nat, der er ingen at holde i hånden om natten, der er ingen at fortælle, hvad han har oplevet, der er ingen at hviske i øret. Der er ikke nogen. Det var jo rigtig hvad han sagde. Det var utrolig hårdt, da det gik op for mig. Meget hårdt.

Som nogen af jer måske har set, på fars hjemmeside, er der kommet gravsten på mors grav. Jeg gik alene derop for at se. Puh ha jeg blev meget ked af det, da jeg så stenen med mors navn. Stenen er meget smuk, men at se mors navn der. Nu blev det hele pludselig meget virkelig. Mors navn stod der.  

Jeg elsker dig mor, og savner dig så meget. 

Du kan være meget stolt af far. Han er fantastisk og hjælper mig, alt det han kan. Og vi vil altid passe godt på hinanden.

Jeg synes det er meget, meget svært at komme videre, og har ikke rigtig fundet ud af det endnu. Jeg får det stadig skidt, når jeg skal noget alene. Far er rigtig sød til at tage mig med til forskelligt, og når jeg er sammen med ham, er der ikke noget i vejen.

Desuden har jeg den sidste uges tid, haft det meget dårligt med, at jeg ikke kan få et billede af mor frem på nethinden. Det er forfærdeligt. Hver gang jeg tænker på mor, og vil prøve at se hende for mig, kommer der intet.

Jeg er så bange for, at det skal blive som efter Tonny døde. Jeg kan stadig intet huske om ham før han blev syg. Men alle forsikrer mig om, at sådan bliver det ikke denne gang. Jeg skal bare lidt på toppen igen, så kommer det hele frem.

Jeg har det sidste stykke tid ikke turdet se billeder af mor, for hvad nu hvis hun ikke ser rigtig ud på billedet. I aften tog jeg så mod til mig, og så på et af mine yndlings billeder, fra sidste år vi var i Sverige. Jeg blev meget ked af det, for jeg tænkte...var det sådan hun så ud, det kunne jeg ikke huske. Er jeg ved at blive tosset??

Far synes det vil være en god idé, at jeg snakker med Kirsten Haaber, psykoterapeuten fra det Palliative team. Kirsten har fuldt os under mor's sygdom. Hun skulle være kommet i dag, men af mystiske grunde kom hun ikke. Far prøver at ringe til hende i morgen igen.

Sommetider tænker jeg: "Bare jeg kunne kravle under min dyne, og så først stå op igen, når det ikke mere gør så ondt"  Jeg ved godt, at det ikke er nogen løsning, og jeg ville heller aldrig gøre det over for dem jeg elsker. Det er såmænd hårdt nok for dem at se, jeg har det svært for tiden. Og jeg er ked af, at de skal se, jeg er ked af det. De er jo bare så fantastiske overfor mig.

Så lille mor, jeg skal nok komme videre, selv om det nok ta'r nogen tid. De passer godt på mig alle sammen, og far, Jens Chr., Michelle og Jonas....jeg elsker jer så højt.

Og mor, jeg elsker dig og savner dig.

Åh lille mor, hvor jeg bare savner dig. Bare jeg kunne få lov at kigge på dig én gang mere. Give dig ét knuzz mere, ét kys mere. Det gør så ondt ikke at kunne se på dig, røre ved dig... bare én gang mere.

Mine dejlige tante Anni sagde til mig, at nu var det min bror Tonny's tur til at have sin mor. Det er rigtig, men egoistisk som jeg er, ville jeg nu gerne ha' beholdt hende lidt længere.

Nogle dage, som i dag, har jeg følt mig træt og trist. Så skal der ikke så meget til, før tårerne kommer. Men det er dage jeg skal igennem. Jeg ved der vil komme mange af disse dage, men ved også jeg har mange, som vil hjælpe mig igennem. Men føler måske også, at jeg sommetider selv må klare de dage.

Jeg er godt nok en voksen pige på 47 år, men når man mister en af sine forældre, er man stadig deres lille pige, uanset alder.

Puha hvor er det svært at komme i gang med dagbogen igen. Jeg har tit tænkt på at skrive her, men har så opgivet igen. Jeg savner mor noget så ubeskriveligt. Savner at kunne holde hendes hånd og give hende et knuz, så jeg forstår godt, det er meget svært for far, at han ikke har hendes hånd at holde, når han går i seng. Far savner selvfølgelig også mor så meget, det gør ondt, men han klarer dagene så flot, og er der for mig, som han altid har været. Og jeg vil altid være der for ham.

Far og jeg snakker sammen et par gange hver dag og vi ses som regel også hver dag. I dag har jeg været med far i skifteretten, og i næste uge skal vi til stenhuggeren, for at se på gravsten. Jeg er meget, meget glad for at far gerne vil have mig med til de ting. Det betyder rigtig meget for mig. Og det betyder meget for mig, at vi kan snakke så meget om mor, som vi gør. Men vi er enige om, at det ikke bliver lettere at bære som tiden går. Måske fordi vi har skullet være så stærke, og nu kan vi ligesom slippe alle følelserne løs.

I mandags skulle jeg til tandlæge, men allerede søndag aften, fik jeg det skidt. Jeg var meget urolig, nervøs og havde kvalme og ondt i maven. Jeg sagde til Jens Chr. at han altså måtte ringe afbud til tandlægen. Det gjorde han så og jeg havde det fint igen. Så skulle jeg til fodterapeut tirsdag. Tirsdag morgen fik jeg det så meget skidt igen, med de samme symptomer. Men jeg syntes jeg måtte afsted, og efter nogen tid hos min foddame forsvandt symptomerne igen. Jeg blev lidt forskrækket, men fandt ud af, at det vist var angst anfald. Jeg havde det meget dårligt, med at skulle alene hjemmefra. Nu jeg har fundet ud af det, prøver jeg at undgå, at skulle noget alene. Jeg må prøve at lytte godt efter kroppens signaler, men er det noget som fortsætter, vil jeg da prøve at tale med lægen. Jeg tror det er efterveer efter den hårde tid.

Jeg har sygemeldt mig på ubestemt tid. Det gjorde jeg før mor døde. I går ringede min "kære" sagsbehandler for at høre om jeg vidste lidt om hvornår jeg var klar til at fortsætte arbejdsprøvningen. Jeg sagde at det kunne jeg overhovedet ikke sige endnu. Og han syntes lige det var hans pligt at fortælle, hvad der kunne ske, hvis ikke jeg snart kom i gang igen. Helt ærligt....det eneste jeg trænger til, er ro omkring mig. Lige nu har jeg ikke det store behov, for at skulle spekulere på den slags. Men det er måske nok også for meget at forlange af disse mennesker....hi hi.. jeg burde heller ikke kræve så meget.

Nå søde venner og familie, nu har jeg da startet op her, så mon ikke der snart kommer mere....jeg tror det.   Knuzz knuzz

Så fik du fred min lille, elskede mor.

"Jeg kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over mit hoved,

men jeg kan prøve at forhindre dem i at bygge rede"

Jeg elsker dig mor. Tak for alt du har været for mig.

Knuzz Hanne

Ja kl. er godt nok kun 01.05. En helt ny dag er lige begyndt. I dag er det mor's fødselsdag. 66 år bliver hun. Det er jo ingen alder. Er det ikke sådan vi siger? Og det er det jo heller ikke. Men sygdom spørger ikke om alder.

Jeg håber vi får en dejlig dag sammen med mor og far. Og kunne vi bare slå hjernen lidt fra, og ikke tænke på den modbydelige sygdom....bare én dag.

Jeg synes det er forfærdelig hårdt. Jeg prøver at være som jeg plejer sammen med mor og far, men så snart jeg kører derfra, er jeg færdig. Jeg græder rigtig meget når jeg er hjemme, jeg er bange, har ondt, alt knuger sig sammen i mig. Jeg kan ikke foretage mig ret meget. Det er hårdt at se mor ligge der, men straks jeg kører derfra, savner jeg hende. Jeg kan slet ikke lade være at kigge på hende. Jeg skal ha' alt printet ind. Må aldrig glemme hendes lille milde ansigt.

Og far, min tapre, stærke far. Hans lige findes ikke andre steder. Han gør alt for mor. Og han vil gøre alt, så længe han magter det. Jeg vil hjælpe ham med alt jeg kan, men han vil gerne gøre det hele, så længe det er muligt. Men han ved også, jeg kun er et opkald hjemmefra. Nat og dag.

Vi skal klare det her sammen og det kan vi også.

Mor og far.."Jeg elsker jer så højt"  

Husk at sige til din mor, far, søn, datter, mand, kone......."Jeg elsker dig"   3 små bitte ord, som betyder så meget.

"Håber du får en dejlig fødselsdag lille mor"    Knuzz fra Hanne

Jeg har nu sygemeldt mig på ubestemt tid. Jeg kan slet ikke tænke på arbejde, revalidering, arbejdsprøvning osv. Det eneste jeg i øjeblikket har i tankerne, er min familie og ret meget mere orker jeg ikke.

Jeg tænker sommetider på dem, som kapper forbindelsen, af en eller anden grund, til deres forældre. Tænk jer grundigt om. En dag vil I fortryde, og så er det måske for sent. Heldigvis har jeg altid været meget tæt på mine forældre. Og er det stadig.

Intet kan erstatte en mor.

Intet og ingen kan erstatte min mor.

For mig betyder min mor....tryghed, nærvær, kærlighed, trøst. Hun er den i verden som har kendt mig længst. Hun er den, jeg altid kan gå til med problemer. Hos hende, føler jeg tryghed og jeg føler mig elsket. Hun er altid nær mig. Og lille mor..."Lige meget hvor du er, er du altid nærmest mit hjerte. Altid vil du være hos mig"

"Jeg elsker dig"

Det er ved at være længe siden sidst. Jeg har til tider meget svært ved at tage mig sammen til at skrive her, men nu skal det være.

I sidste uge fik Michelle brev om, at hun er optaget på sygeplejeskolen i Aalborg. Hun har søgt i både Thisted, Brønderslev og Aalborg, som var det sted hun helst ville være. Vi er alle rigtig glade for hun blev optaget, og hun starter til februar 2008.

Vi har været 4 dage i Hovedstaden. Vi havde 4 fantastisk dejlige dage, hvor vi hyggede sammen med Gitte og Bent, som vi boede hos. Vi var en tur på Bakken, på aftentur i Nyhavn. Vi kørte nogle ture og spiste både kinesisk og thailandsk. Og så bare snakkede og hyggede. Nu er det så deres tur til at komme her...*SS* 

Jeg skal snart starte i mit jobtilbud under revalideringen. Men jeg føler slet ikke jeg har overskud til det for tiden. Jeg vil helst kunne køre hjem til mor og far så tit som muligt. Min dejlige veninde Grete mindede mig i dag om, hvad vi to lærte på et kursus i Sorg og krise, vi engang var på.

"Nogle ting kan man kun gøre en gang. Og man får ikke chancen igen"

Den chance har jeg nu. Og den kommer aldrig til mig igen.

Jeg har chancen for, at være mest muligt sammen med mor nu, og den chance skal ikke spildes.

Den 29. juni var  der translokation på Jonas's skole. Eleverne fik overrakt eksamenspapirer, og vi så en fantastisk god film om årets gang på 10'eren. Ja gæt hvem der havde kreeret filmen og cd omslaget...Jonas selvfølgelig. Hver elev fik et eksemplar med hjem.

Hvert år bliver en elev, som har gjort noget særligt for skolen og kammeraterne, udvalgt til at plante et frugttræ. Spørg lige om vi var stolte, da den elev var Jonas.

Jonas blev desuden tilbudt en læreplads et sted hvor man forhandler papirvare og computere, men han afslog pænt. Det er ikke lige ham at blive butiksassistent. Men sikke et tilbud at få når man lige er blevet færdig med 10. kl. Vi støtter Jonas i beslutningen, og han starter på gymnasiet d. 15. august.

Michelle er en del herhjemme nu. Hun har fået arbejde i 9 uger i Nykøbing, som ferieafløser på et ældrecenter. Hun slægter vist sin mor og bedstemor på, hvad angår at arbejde med ældre mennesker. Hun nyder det. Og når hun så har et par fridage, rejser hun hjem til Rasmus som ikke har ferie endnu.

Her lidt om hvad der ellers er sket i juni.

Vi har haft besøg af de to dejligste mennesker. Gitte & Bent. De boede hos os i 4 dage, og hold da op, hvor vi bare hyggede. Det var et dejligt afbræk i dagligdagen og snart rejser vi over og besøger dem. Vi glæder os vildt meget. Jeg har godt nok haft mine betænkeligheder over at forlade mor og far i de dage, men de forsikrer mig om, at de nok skal klare det. Det ved jeg jo også de kan, men det er svært alligevel. Mor og far siger jeg skal glæde mig og nyde de dage, og desuden er både Michelle og Jonas herhjemme. De har lovet mig at tage hjem til mor og far. Og det samme har Bente. Michelle har fået 9 ugers arbejde som ferieafløser på et ældrecenter i Nykøbing. Og i den tid vil hun bo herhjemme det meste af tiden. Og hvor jeg da også savner hende. Så det bliver dejligt. Her er et billede af de to dejlige mennesker fra hovedstaden.         

Ja det måtte jo komme, før eller senere. Plet har fået en veninde. Naboen har fået en lille hunhund, som lyder navnet Kvik....ikke særlig feminint navn, men pyt, Plet er forelsket alligevel.

Forleden aften var vi en tur i Nykøbing, for at se "Fulton", som lå i havnen et par dage. Og da vi kørte hjem, måtte vi standse og fotografere den smukkeste solnedgang.

I går fik vi en student i familien. Michelle blev hf student på Ålborg VUC. Hendes sidste eksamen var Design og det gik rigtig godt. Jonas afsluttede desuden 10. kl., også i går. Hans sidste eksamen var matematik. Det gik også rigtig godt. Da Jonas var færdig kørte vi, Jonas, Line som også afsluttede en flot 10. kl. i går, Jens og jeg til Ålborg.

Michelle's kæreste Rasmus, hans bror og forældre og 3 af Michelle's veninder var mødt op.

Da Michelle kom ud, fik mor her lov at sætte huen på. 

Vi er alle så stolte af vores unger. De har gjort det så godt og fortjener nu en dejlig lang ferie. Efter ferien vil Jonas fortsætte på Gymnasiet, sproglig og Michelle håber at komme ind på Sygeplejerske skolen. 

I dag kørte Jens Chr. hjemmefra kl. ca. 5. Han skulle til Ålborg med politi hjemmeværnet og passe trafikken i anledning af et stort fly stævne. Han kom først hjem i aften, så mor og far inviterede Jonas og mig på aftensmad. Men lige før far kom, var jeg i bad og der begyndte jeg at ryste. Jeg var klar over, at det var galt med mit blodsukker. Det viste sig også at være nede på 3. Jonas fandt en cola til mig, som jeg drak, men jeg rystede i  hele kroppen i ca. 1/2 - 1 time. Jeg var ked af, at Jonas var alene hjemme hos mig, men han er en rigtig god hjælp. Jeg har det fint nu, bortset fra jeg er træt.

Far lavede dejlig mad. Vi fik fisk og is til dessert. Vi hyggede os rigtigt. Mor havde noget ondt i bagdelen og desuden plager varmen en del. Som den gør ved os alle.

Men dejligt at spise sammen med dem. Og go' mad. Uhm!

Ja det er sørme længe siden, jeg har været her.

Meget er der sket siden sidst. I har jo nok fulgt med på far's hjemmeside ang. mor's kræftsygdom. Der kan ikke gives kemo, for at stoppe kræften lidt. Vi prøver alle at få nogle dejlige dage sammen. Mor ta'r det hele flot og det gør far virkelig også. Selvfølgelig dukker de triste tanker af og til op. Ligesom man tror, at nu kan der ikke være flere tårer, kommer de alligevel. 

Det hjælper rigtig meget, at mor, far og jeg kan snakke om det hele. 

Jeg kører hjem en tur hver dag. nogle dage bare et kort visit, men hjem skal jeg. Så har jeg det bedst.

Jeg tænker sommetider på, at pludselig får tid en helt ny betydning. Der var engang, hvor man troede, der var tid nok. Men nu er det vigtigt at jeg får sagt nogle ting. Det er vigtigt for mig at mor og far får et kæmpe knuzz hver dag. At jeg viser dem, hvor vigtige de er for mig, og hvor meget jeg elsker dem.

Michelle ringer hver dag til bedstemor og bedstefar. Hun er altid i godt humør og er rigtig god til at snakke med dem. Hun og jeg kan også snakke om mor's sygdom. Jonas er tit med hjemme hos mor og far. Han er også rigtig god til at holde humøret højt hos dem. Men han taler ikke så meget om sygdommen. Han synes det er lidt svært at forholde sig til, men ved at han altid kan komme og spørge.

Mor & far....jeg er utrolig stolte af jer og elsker jer meget, meget højt. 

Lige for tiden er Michelle og Jonas til eksamen. Michelle bliver HF student d. 21. juni og Jonas får sin 10. klasses eksamen omkring samme tidspunkt. De klarer det rigtig flot og vi er alle meget stolte af de to dejlige unger. 

Den 26. marts var jeg til kontrol med hænderne, på kirurgisk afdeling, Nykøbing sygehus. Jeg fortalte at det ikke var bedre og om smerterne ved kuldepåvirkning. Lægen sagde, det var fordi såret ikke var helet endnu. Den første fik jeg opereret for 6 mdr. siden. Men det skulle nok blive bedre, mente han. Ny kontrol i juni.

Den 3. april var jeg til min årlige kontrol af øjnene ...p.gr.a. sukkersygen. Øjnene var fine, bortset fra lidt betændelse, Jeg fik øjensalve med hjem, som jeg skal smøre i øjnene 3 gange om dagen i ca. 2 mdr. Men ingen tegn på sukkersyge i øjnene. Det var en dejlig ting, at få at vide.

Nu har jeg endelig fået mig taget sammen til at komme i solcenter. Grete og jeg startede i torsdags og igen i dag. Det er så skønt at ligge der og blive gennemvarmet. Jeg har altid døjet meget med soleksem om sommeren. Men sidste år begyndte jeg at tage sol, før sol sæsonen startede, og undgik eksem.

Ja nogen dage siden sidst. Nogle har nok læst på far's hjemmeside om svaret på alle mor's undersøgelser. At mor har nye kræftknuder som ikke kan opereres væk. Det har været utrolig hårdt, for os alle at få den besked. Mor skal nu til Viborg, og have kemo hver 14. dag. Hvornår hun skal begynde ved vi ikke. Men jeg håber og tror på, at kemoen kan få knuderne til at skrumpe og holde dem nede.

Mor og far skal sammen nyde og opleve mange år sammen endnu. De skal sammen nyde sommeren, med ture i haven, duften af sommerblomster. De skal nyde at få sne på næsen til vinter. De skal se deres to børnebørn blive studenter. (Ja mor skal sætte huen på Michelle i juni i år). De skal sammen opleve at se Michelle og Jonas få deres eget hjem. De skal sammen sidde, side om side i sofaen, med det første oldebarn. Jeg kan blive ved, men det er det eneste jeg ønsker mig.

I går fredag kom mor og far hjem, sidst på eftermiddagen. Mor havde været på et andet hospital for at få overstået den sidste scanning. Hun blev hentet med taxi, og var færdig med scanningen kl. 10.15. Og stakkels mor måtte vente i lidt over 3 timer, på der kom en bil, som kunne køre hende tilbage igen. Sygeplejerskerne ringede flere gange og rykkede for bilen, men de havde travlt og kom først kl. 13-13.30. Mor havde godt nok en briks at ligge på, men den er ikke særlig behageligt at ligge på så længe.

Så gik turen hjemad. Med en træt, træt mor. Ved godt mod, men træt. 

Og far, ja han var også træt, vil jeg tro, men som sædvanlig, fantastisk til at støtte og opmuntre. 

Nu venter vi så på svar og indkaldelse til behandling og det må gerne ske hurtigt, så mor og far kan få lov at nyde livet igen. Og jeg glæder mig til at se mor uden smerter. Og med et stort smil på læberne.

Jeg vil sige tusind tak, til de som har ringet og skrevet for at høre til mor og for at sende varme tanker og hilsner. Det er noget som varmer helt ned i storetåen.

I går skulle mor have haft en af scanningerne overstået, men personalet havde glemt, at mor skulle faste fra midnat, så det blev udsat.

Mor har vist 2-3 knuder (- de har ikke fået nøjagtig besked) og det slog hende lidt ud i går formiddag. Hun havde en rigtig skidt dag, men i dag er det bedre. I morges var hun i fuld narkose til en undersøgelse. Og i eftermiddag er hun blevet scannet 2 gange. En hvor hun skulle drikke 1½ l et eller andet og en anden hvor hun fik sprøjtet kontrastvæske ind.

Vil lige sige, at I nok får bedre besked når far igen kommer til sin pc. *SS*

Desuden er der blevet taget prøver af et par knuder i lysken.

Mor og far's ophold er så blevet forlænget med en dag, da de ikke kunne gøre noget i går. I morgen venter så sidste scanning på det gamle Kommunehospital, og så går turen hjem.

Mor har haft besøg af en smerte-læge i dag. Hun fik at vide, at hun ikke må have ondt, og at hun måske skal tage det smertestillende på faste tider. Det er der så taget hånd om, så mor forhåbentlig bliver nogenlunde smertefri. Lægen mente at smerterne stammer fra dødt kød, nok fra sidste operation, og hullet bagpå, som jo ikke er helet i de to år som er gået.

Jeg skulle hilse fra mor, og sige at hun ikke har tabt modet. Og far er som altid optimist.

Så blev det dagen hvor mor er blevet indlagt til undersøgelser på Århus Universitetshospital. Mor og far kørte hjemmefra i morges kl. 7. De skulle være på hospitalet kl. 10.

Far ringede hjem til mig omkring kl. 12. Da var mor blevet kørt til Skejby, til en scanning. 

Far fik heldigvis et værelse på patienthotellet. Man kan først få besked efter kl. 14, om der er ledigt, og heldigvis var der et værelse til ham i de 3 dage mor skal være indlagt.

Far ringede igen lidt over kl. 14. Da var mor kommet tilbage. Hun var træt, men ved godt mod, og det samme er far.

I morgen skal mor vist nok på et andet hospital og ha' en anden scanning, men mere om det i morgen.

Mor har lige ringet. Hun har ondt bagpå, men ellers ved godt mod, som nævnt. Nu ta'r vi den herfra, sagde hun. Hun må ikke bruge mobilen på stuen, men sagde hun, Jeg kan jo godt modtage sms'er og så læse dem når jeg er ude på gangen, og kan tænde for mobilos. *SS* 

Lige over middag kørte jeg en tur hjem til mor og far. Far ville i dag ringe til lægen for at få mor's indkaldelse til undersøgelse i Århus fremskyndet, hvis muligt. Det var umuligt at komme igennem til lægen, men posten havde indkaldelsen med i dag. Det var dejligt. Mor blev lidt stille, men sagde så, at hun skulle jo i gang. Jeg tror, far følte lettelse og det gjorde jeg også. Mor og far er naturligvis nervøse og det kan jeg hilse og sige, at jeg også er. Men jeg prøver ikke at vise det hjemme hos dem. Jo jeg er nervøs, og jeg har det rigtig skidt med, at de skal igennem det. De har været igennem så meget de sidste par år, at nu skal de sørme snart til at ha' det godt og nyde livet. Det fortjener de.

Verdens dejligste forældre, som jeg elsker meget højt.

   Sender en engel, til at passe på jer, så jeg ved I har det godt.  Knuzz Hanne

Så er meget af sneen væk igen. I dag skinnede solen så dejligt.

Michelle har i dag været til åbent hus på Sygeplejerskeskolen i Thisted. Jens Chr. hentede hende og hun kom med herhjem for at overnatte. Så kører vi hende hjem i morgen. Jonas overnatter hos Line, som også var med til åbent hus.

Over middag dykkede mit blodsukker pludselig. Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg måske ikke havde spist nok, før jeg blev skidt tilpas. Så bliver jeg fuldstændig mat i hele kroppen, ryster en del og får kvalme. Jeg skyndte mig at tage blodsukkeret for at være sikker. Der var ingen tvivl, blodsukkeret var kun 2,5. Jeg ringede til Jens Chr. og bad ham ringe mig op om 10 min., da jeg var alene hjemme. Så drak jeg 2-3 glas cola, og lagde mig på sengen. Jeg fik det bedre, men har været træt hele dagen.

Michelle har været hjemme nogen dage i ferien. Vi skulle så køre hende hjem i onsdags, men da der blev varslet snestorm den dag, besluttede vi alle, at hun skulle køres hjem tirsdag aften. Og heldigvis for det, for der kom sne i dyngevis i går. Det ville da være dejligt, hvis hun var sneet inde her...*SS*....men hun savnede Rasmus, og det forstår jeg da godt.

Som sagt, masser af sne i går, og det fortsætter i dag. Jonas's skole er lukket i dag og Jens Chr. har sne,fri. Han kunne slet ikke komme hjemmefra. Jeg har talt med mor, som siger det er mange år siden, de har været sneet så godt og grundigt inde som nu. Men heldigvis har de det i huset, som de skal bruge.

Her er lidt billeder fra i går, og fra snerydningen af vejen i dag.

I går ringede far og mor til mig, for at fortælle at lægen fra Viborg, hvor mor var til undersøgelse, havde ringet og fortalt, at mor's mange smerter, sandsynligvis stammer fra en ny kræftknude. Det slog mig noget ud af kurs, som sædvanlig, når jeg får den slags meddelelser. Jeg tænkte straks på, at mor og far nu skal igennem en hård tid igen. Og lige da, tænkte jeg åh nej, hvordan skal de da klare det igen. Men jeg havde vist lige glemt, at det var min mor og far det drejede sig om....de klarede det hele fantastisk sidste gang. Og det gør de også denne gang. Jeg ved godt, jeg skriver de...men det er jo også svært for far. At stå på sidelinjen er altid svært, men tro mig, far er en uvurderlig støtte for mor.

Jeg glæder mig usigelig meget, til at de får et normalt liv igen, og at mor kommer af med de forbaskede smerter. Det er hårdt at se hvor ondt hun har, men jeg tror på der er lys forude nu. Mor og far er klar, og det er jeg også. Jeg er meget stolt af mine forældre, og føler mig meget priviligeret, at jeg har dem. Jeg elsker dem meget højt!

Læs mere om mor's sygdom på far's hjemmeside. http://www.plumsoplevelser.dk/cancer.htm  

I går fik jeg svar på blodprøverne ang. min sukkersyge. Lægen var igen imponeret af mine tal. Alt var meget fint, og sladre blodsukkeret, som er et gennemsnit, lå for tredje gang på 5,1. Må normalt helst ikke komme over 6,4, så det var rigtig godt. Han synes jeg skulle fortsætte med den dosering af medicin, som jeg får nu, men begynder blodsukkeret pludselig at dykke tit, skal vi måske overveje at sætte dosis ned. Det er farligere at have et for lavt end et for højt blodsukker. Det tærer på kroppen, når det bliver alt for lavt. 

I går kom der sne, som man kan se på mine billeder, og i dag skinner solen dejligt.

I dag kom der bud fra sygehuset ang. undersøgelse af mine hænder. Jeg har fået en tid d. 26. marts. Så bli'r det spændende, hvad den undersøgelse viser.

I går var jeg ude i haven og fotografere erantis og vintergækker, som myldrer af jorden.

Jeg var hos lægen i går. Det går fint med min sukkersyge. Men så fik jeg også lægen til at se på mine hænder, som jeg synes, det er blevet om ikke værre siden operationerne, så i hvert fald ikke bedre. De er hævede og ved såret er der nogle hårde kugler, og fingrene sover desuden stadig. Og oveni får jeg temmelig ondt ved den mindste kulde  påvirkelse. Og jeg har næsten altid kolde fingre. Lægen var bestemt heller ikke tilfreds, og lavede en henvisning til kirurgen. Han sagde at det måtte de se på og tage ansvaret for. Det er jo trods alt godt 2 og 5 mdr. siden jeg blev opereret.

På fredag starter jeg i arbejdsprøvning under revalideringen. Det er jo så spændende hvordan det går. Som sagt skal jeg arbejde med demente i eget hjem, og uden løft eller andet fysisk hårdt.

Jeg vil lige fortælle, at jeg fortalte lægen lidt om, hvordan mor har det. Og om hendes bekymringer ang. helbredet. Han spurgte, om jeg ikke kunne få hende hen til ham, så ville han gerne tage en snak med hende. Mor ringede selv derhen og fik en tid, allerede i dag. Jeg tror at snakken har hjulpet lidt på mor og far, og det er jeg rigtig glad for. Læs mere i far's dagbog. www.plumsoplevelser.dk 

I går kom Michelle hjem for at være her i weekenden. Hun er ved at skrive stor skriftlig opgave på Hf. Hun skriver om skizofreni....et stort emne, men jeg tror det bliver godt. Michelle bliver Hf-student i år. Rasmus holder så pc-spille-weekend for nogle af vennerne. Dejligt de kan finde ud af det på den måde.

Michelle og jeg var hjemme hos mor og far en lille tur i dag. Jeg har ikke været hjemme nogen dage, da jeg er noget forkølet og helst ikke ville smitte dem. Jeg spurgte mor om hvornår det er hun skal være i Viborg mandag. Mor sagde, at hun var meget nervøs. Og det forstår jeg godt. Jeg håber så meget, at de kan gøre noget, så mor kan blive smertefri. Det er forfærdelig synd for både mor og far, og vi vil så gerne hjælpe mor, men hendes smerter kan vi desværre ikke gøre meget ved. Jeg håber mor og far kan få en rigtig dejlig sommer og begynde at leve normalt igen. Det fortjener de begge to så meget.

Jeg skal selv til læge på mandag, men det er bare til kontrol af min sukkersyge og et kig på mine hænder som stadig ikke er iorden.

Først må jeg lige fortælle at Jonas fik karakteren 10 for sin DOSO-opgave. Det samme som Michelle fik for sin opgave på 10'eren for 3 år siden. Spørg mig lige om jeg er stolt af mine unger...hi hi.

Jonas var godt forkølet i sidste uge, så Jens og nu er det dæleme min tur. Plejer ellers at kunne snige mig udenom sådan noget, men ikke denne gang. Min stakkels snude lyser som nogen lanterne....av av 

Nå, en ny side ser snart dagens lys på min hjemmeside. En hjælpe-side. Mere siger jeg ikke. Du må bare holde øje...*SS*

Fredag fik Jonas og jeg en dejlig overraskelse. Omkring kl. 18, da vi skulle spise, dukker Michelle lige pludselig op. Jonas skal lave en udstilling med sin DOSO opgave på skolen, som vi skal ud at se lørdag, og det vil Michelle ikke gå glip af. Derfor kommer hun uventet hjem. Jens Chr., mor og far vidste hun kom. Det var bare så dejligt.

Lørdag var vi på Jonas's skole for at se hans stand. Vi måtte ikke komme ind og høre hans fremlæggelse, men fik at vide, af lærerne, at det var virkelig flot. DOSO betyder "Den obligatoriske selvstændige opgave". Jonas havde skrevet om Animator-uddannelsen, og desuden lavet et par små film på computeren. Vi var meget stolte. Og vi var meget stolte af at Michelle kom hjem for at se lillebror's arbejde. Jonas's kæreste vil være sygeplejerske, og havde lavet stand om det. Det var også rigtig flot. Vi er stolte af dem alle. Michelle vil jo også være sygeplejerske, så de to snakkede sammen om sagerne.

Søndag kørte vi Michelle hjem til Rasmus igen. Vi fik eftermiddagskaffe/te, og kørte hjem igen efter et par timer.

Det var temmelig højvandet mange steder, men vi så ingen væltede træer.

Ja nu tror du nok, at jeg har glemt dagbogen igen.....men næ næ. Nej den anden dag, blev skærmen sort. Uha uha. Grafik kortet var røget sig en tur. Da vi købte computeren, tegnede vi en forsikring, som gælder i 3 år. Vi gav 1000,- kr. Så vi kunne i løbet af 3 dage, få en reparatør her hjem og se på "dyret". Grafik kortet blev skiftet ud, og vi skulle ikke betale en krone. De 1000,- kr. er nu allerede tjent ind.

I fredags skrev jeg om mor og hendes stærke smerter, og om at hun i denne uge, skulle til undersøgelse på Viborg sygehus. Det kan I læse om, på far's hjemmeside.....www.plumsoplevelser.dk 

Tillykke til Jens Chr., som i dag fylder 47 år. Den gamle mand....hi hi. Jeg bli'r først 47 om 5 uger. Jens Chr. har fået gaver i dag, som I alle skal se . Tusind tak til Gitte & Bent og til Lone & Jan. Det er rigtig sødt af jer.

Ja, I tror selvfølgelig det er lyv, men nu skal der altså gang i dagbogen igen. Som I kan se fra d. 16. juli, var det ikke godt med hænderne. Det er det desværre stadig ikke. Jeg blev opereret i højre hånd i august sidste år, og i venstre i november. Der er stadig ikke gået 8 uger siden sidste operation, men hænderne har det ikke godt. De sover begge meget og er indimellem følelsesløse. De er hævede og selv om jeg træner dem, og laver forskellige lette ting, går det skidt med dem.

Hvad arbejdet angår, er der søgt om, at jeg kommer under revalideringen, og skal nok starte omkring 1. februar i arbejds prøvning. Jeg håber og har søgt om, at det bliver som en slags kontaktperson for demente i eget hjem. De demente står mit hjerte temmelig nært. Men vi må se, hvordan det går, med de trælse lemmer.

I denne weekend er Michelle, Rasmus og Jonas's kæreste hjemme. De bliver hele weekenden. Jens Chr. fylder år på søndag, så da holder vi fødselsdag. Han bliver 47 år. Jens Chr's mor og min mor og far kommer. Mor holder desværre ikke til at sidde lang tid af gangen. På mandag skal hun til undersøgelse i Viborg, for at se, hvad de vil gøre ved hendes lændehvirvler, som glider ud. Mor har haft og har mange stærke smerter, og mit største håb, for mor og far er, at de i Viborg kan gøre hende smertefri, så de igen kan komme til at leve normalt, og se de steder de har lyst til, og besøge venner og familie igen. Det er, hvad jeg ønsker allermest i det nye år.

Kære dagbog, jeg har forsømt dig noget i denne måned. Det har ikke været så godt med hænder og arme, men det bliver nok heller ikke bedre før efter operationen, den 16. aug. Jeg var hos lægen forleden, som mente at ortopæden skulle henvise mig til undersøgelse af min venstre hånd, når jeg kommer derud. Den er også begyndt at sove og stikke...så måske skal den have en tur næste gang.

Michelle er flyttet sammen med Rasmus, i en rigtig dejlig lejlighed i Nørresundby. Vi besøger hende så tit vi kan, og i hvert fald mindst en gang i ugen. I dag har vi været hos Michelle med Jonas. Han vil have et par feriedage i Nørresundby. Så kan de rigtig hygge sammen med Rasmus.

Jens Chr. traver lige nu, lidt over midnat, rundt i stuen, med meget stærke smerter. Han fik et nyrestensanfald i formiddags. Han var så hos vagtlægen, som gav ham en indsprøjtning med smertestillende medicin, og det hjalp, men nu er smerterne vendt tilbage. Vi har igen ringet til lægevagten, som sagde, at han kunne tage noget af vores eget smertestillende, ellers skulle han køre til lægevagten i Skive. Ca. 50 km herfra. Lægen mente vi havde lige langt til Thisted og Skive, men det er jo ikke os alle, som bor i Nykøbing. Vi er jo nogle stykker, som bor på landet. Håber han snart bliver smertefri, så vi kan gå til ro.

Vi var i går og har været i dag i Nørresundby, i Michelle og Rasmus's nye lejlighed. Den er rigtig dejlig, og skal bare males. Der skal de nok få det godt.

Jeg var mandag til tjek hos lægen, ang. min sukkersyge. Alt var superfint, og jeg havde tabt mig 2 kg. (i alt 34 kg)

Jeg er startet i arbejdsprøvning. Skal følge dement mand. Jeg har den sidste tid haft temmelig ondt i arme og hænder. Men skal jo også bare være der, den tid jeg kan. Vi ser hvordan det går.

Sankt Hans. Vi har i aften været ude på Ejerslev Lyng og se det kæmpe store bål, som er der hvert år. (- et der ligner sidste års). Der var som sædvanlig mange mennesker. Alle nogen vi kender. Det er en rigtig hyggelig tradition. Bagefter kørte vi herhjem og fik te og æbleskiver, som vi plejer. Vi var Jonas, Helene, mor, far, Jens Chr., Plet og mig selv. Michelle er hos Rasmus. 

I går var jeg hos ortopæd kirurgen på Nykøbing Sygehus. Jeg skulle have besked på undersøgelsen, fra Vibor Sygehus, ang. mine håndled. Jeg havde karpaltunnelsyndrom i højre hånd. Han fortalte, at det ses ofte sammen med sukkersyge, men rigtig mange døjer med dette. Også ikke sukkersyge. Jeg skal have håndleddet opereret den 16. august. Jeg håber så, at kan bruge den hånd, mere end jeg kan nu.

Det går godt med Jonas. Han fik forleden brev fra Viborg Sygehus, at levertallene stadig var pænt faldende, men for vores egen skyld, syntes de, han skulle få taget en ekstra blodprøve hos egen læge. Det skal han mandag d. 3. juli.

2 nye sider oprettet i dag. "Hilsen til dig" og "Du er speciel". 

Her om lidt kommer Jens Chr. hjem med en halv gris, som vi skal have smidt i fryseren. Det bliver dejligt, når det er overstået.

I dag har jeg været til samtale på et plejecenter. Jeg skal ud i arbejdsprøvning, for at se hvad jeg og mine arme kan holde til. Jeg skal starte torsdag i næste uge, og min opgave bliver, at følge en dement mand. Han er mobil og der bliver ingen løft for mig, hvad jeg jo heller ikke kan. Jeg skal arbejde en dag i en uge og 4 i den næste. Fra kl 14.30 til 20.30. Vi må se hvordan det går.

Så er der kommet en ny side med "Glimmer". Det har jeg også lært af min kære faster Vita. Som hun dog kan!!

Og så må jeg dæleme da ikke glemme at reklamere lidt: Min kære søn, har åbnet sin hjemmeside idag. Gå ind og se. Den bliver anderledes og spændende. www.jp-mediasite.dk

Lørdag, søndag og mandag havde mor og far besøg af min faster Vita, onkel Preben og hans Anni. Jeg var hjemme hos dem både lørdag og søndag. Det var så dejligt at se dem, og vi hyggede os rigtig meget. Jeg håber bestemt ikke der går år, før jeg ser dem igen. 

Jonas har det godt. Han fik et forfærdeligt udslet over næsten hele kroppen. Det kløede rigtig meget, men er nu heldigvis næsten væk. Det var p.g.a. leveren at udslettet kom. Han er noget træt indimellem og det vil fortsætte sådan et godt stykke tid frem. I morgen skal han have taget blodprøver på Nykøbing Sygehus, for at se om levertallet falder, som det skal.

Jeg har i dag været hos lægen, fordi jeg har haft rigtig slemt ondt i halsen i flere dage, men der var ingen halsbetændelse eller kyssesyge, så det skal gå over af sig selv.

HURRA!  I dag kom Jonas hjem fra Viborg Sygehus. Prøverne var kommet tilbage fra København, og viste, at han har kyssesyge. Der kommer snart en side om kyssesyge, hvor jeg vil skrive mere om forløbet og sygdommen.

Michelle er i dag rejst op til Rasmus. Hun trænger til et par fridage. Hun har som sædvanlig, været en uvurderlig hjælp for os alle, og ikke mindst Jonas, som hun har puslet rigtig meget om. Nu er det hendes tur, til at blive puslet om.

Man kan ikke rigtig finde ud af hvad Jonas fejler. Jeg har ikke lyst til at skrive om det i dag. Bare sige, at han skal flyttes til Viborg i morgen.

Puha for et par dage. I går, søndag, da Jonas stod op, opdagede jeg, at han var helt gul i huden og i øjnene. Og jeg tænkte straks på leverbetændelse. Jonas havde nemlig snakket om, at han i et par dage, også havde haft ondt i maven, men eftersom han kastede op natten til lørdag, tænkte jeg, at det med maven var noget forbigående. Jeg var på nettet og læse om leverbetændelse og det skulle jeg jo ikke have gjort, for nu blev jeg rigtig bange. Jeg har nu lovet far ikke at gå på nettet, før der er en diagnose.

Nå, men far og mor kørte os til vagtlægen. Hun mente også det var leverbetændelse og Jonas skulle indlægges på Thisted sygehus. Han fik taget blodprøver, temp., hjertekardiogram og undersøgt. Eftersom Jonas ikke er stiknarkoman, alkoholmisbruger eller har været udenlands, mente lægen der, at det var galdesten. Vi fik Jonas med hjem for natten, men skulle møde i dag kl. 9 til skanning.

Vi mødte kl. 9. Jonas fik en seng i opholdsstuen. (- det eneste sted der var plads), og kl. 11.20 var det tid for skanning. Lægen som skannede, mente at milt og lever var lidt forstørrede. Senere kom en overlæge på stuegang. Han undersøgte Jonas grundig, og sagde at skanningen ikke viste noget, som skulle opereres, men han havde en stærk mistanke om, at det kunne være kyssesyge. Unge mænd i den alder, havde tit gulsot, sammen med kyssesygen.

I morgen skal der så tages nye blodprøver, som bliver undersøgt for dette, og så vil de CT-skanne, for at udelukke, at der sidder noget i galdevejene. Jeg er kørt hjem, og så bliver Michelle og Jens Chr. hos Jonas i nat. Jeg har det ikke særlig godt med at tage derfra, og synes nærmest jeg er lidt af et skvat, men jeg er temmelig træt og trænger til et hvil herhjemme. Far er kørt en tur over til dem i Thisted. Hvad skulle vi gøre uden mor og far...

Jeg ved godt at Jonas er blevet 16 år, men mon ikke det er lige meget, hvor gamle ungerne er, så er det aldrig rart, når der er noget i vejen.      Mere i morgen.

I aftes var jeg hjemme hos mor og far og spise. Michelle rejste op til Rasmus, Jonas var til sidste skoledagsfest og Jens Chr. var vagt til ride stævne i Legind. Ride stævnet fortsætter til søndag.   Det var rigtig hyggeligt hos mor og far.

I går fik jeg også svar på de blodprøver, som blev taget i torsdags. Lægen sagde: "Glæd dig Hanne, alt er så fint". Blodbilledet: perfekt - infektions tal, salt, nyrer, lever: perfekt - 2 tal ang. kolesterol: det ene må ligge på 3-6, mit var på 3, og et andet må ligge på 4-5, mit var på 1 - Sladreblodsukkeret (vist nok et gennemsnit) lå på 6. Så jeg blev rigtig, rigtig glad. Nyt tjek om 1 mdr.

Gigtprøven viste ingen gigt. Den 31. maj skal jeg til ortopædkirurgen for at få besked på undersøgelsen af mine arme i Viborg.

I går var jeg jo hos lægen. Jeg havde sovet dårlig, havde haft travl, og selvfølgelig var både blodsukker og blodtryk højere, end det skulle være. Blodsukkeret var på 12,2 og blodtrykket på 160/80. Desuden fortalte jeg ham, at smerten i armene ikke er blevet mindre, men jeg har tilmed ondt i benene også. Der blev så taget blodprøver, som bl.a. skal undersøges for muskelgigt. øv øv!    Nyt tjek om 14 dage.

Så resten af eftermiddagen og aftenen var rigtig træls. Jeg havde en lille nedtur pga. det hele, simpelt hen. Og i dag...humøret meget bedre, i gang igen Hanne, men som Jonas sagde til Jens Chr.: " Vi har vel alle lov at ha' sådan en dag"..hi hi min kloge søn.

Jeg kom for resten også til tandlæge, en time for sent. Havde skrevet forkert tidspunkt, men det tog tandlægen i højt humør. Han syntes, det havde været dejligt med en pause. Og jeg syntes, jeg havde rigtig god tid.

Jeg har oprettet 2 nye sider i dag. Der er endnu ikke lagt noget ind, men hold øjnene åbne. Den ene side er: "Synsbedrag", den anden: "Gode råd". Det er gode råd til diabetikere, måske du også har nogle, så send en mail.

Vores egen læge startede i dag, efter lang sygeorlov, så der skal jeg hen i morgen, og have en snak om min sukkersyge, og derefter til tandlæge. Jeg opdagede en løs fyldning i en fortand. Det er mine foreløbige planer for i morgen. 

Ha' en god aften.

Plet har i dag fået sin helt egen side. Gå lige om og kig lidt på den.

Jens Chr. er kommet godt hjem fra Sverige. Han havde haft en dejlig tur.

Jeg har lige skrevet 3 nye opskrifter ind under siden: "Diabetesmad". Prøv dem, det smager herligt, og man behøver ikke have sukkersyge for at nyde denne mad. Der kommer flere opskrifter. 

God weekend!

I dag har jeg været hos lægen for at få svar på de sidste blodprøver, jeg har fået taget. Lægen var meget imponeret af, at alt havde ændret sig så meget på kun 7 uger.

Blodsukkeret: faldet fra 17 til 7. Blodtrykket meget flot. Vægttabet flot. Nyrerne fejler intet. Stofskiftet var helt normalt. Og et andet tal i blodsukkeret, som jeg ikke rigtig ved hvad er, faldet fra 11 til 7. Kolesteroltallet var ikke faldet så meget, men det får jeg så en pille for. Det var rigtig dejligt.

Jens Chr. rejste i går til Sverige med Fagforeningen, Michelle har lige taget bussen til Åbybro, så Jonas er alene hjemme hos mig. Vi er inviteret op til mor og far til aftensmad og varme hveder. Dejligt!

En god St. Bededagsferie til alle.

Hip hip hurra. I dag bliver Michelle 19 år. Vi skal have gæster i eftermiddag, men lige nu vil vi til at spise rundstykker, hvis ellers de unge mennesker kan komme op.

Jeg havde ikke startet dagbogen d. 26. april, så jeg vil lige fortælle, at den dag blev Jonas 16 år. Hurra for ham.

Mor og far har været her i dag til eftermiddagskaffe og aftensmad. Vi har haft det rigtig hyggeligt.

I denne weekend har vi vores 2 dejlige svigerbørn, Helene og Rasmus på besøg. Rigtig hyggelig.      Jeg har været hos lægen i dag, for at få tjekket blodtryk, blodsukker og vægt.  Blodtrykket var flot 125/75 - Blodsukker var ok 7,1 - vægten var god, tabt 1,5 kg siden sidst.

Jeg har i dag været med mor og far en tur i Skjern. Vi har besøgt moster Grethe. Ja, i virkeligheden er hun min mors moster, og dog, hun er vores alle sammen's dejlige moster Grethe. Vi holder meget af hende alle sammen, og det var dejligt at se hende igen. Og rigtig hyggeligt at tilbringe dagen, sammen med mor og far.

I dag har jeg været en tur i Nykøbing, sammen med mor og Michelle. Jeg havde fået et gavekort af Michelle og Jonas, på en piercing. Jeg fik så lavet et hul i øret.  Michelle har fået en lejlighed fra 1. juli. I Nørresundby. Hun skal flytte sammen med sin kæreste Rasmus og en veninde. Glæder mig meget til at se lejligheden. Men det bliver da sært, den dag hun drager af sted.

Ja, så er jeg godt i gang med min nye hjemmeside. Det er lidt svært, men rigtig spændende. Jeg må dog sige, at uden hjælp fra far, Jonas og Jens Chr. ville det aldrig gå. Jeg håber, I vil synes om hjemmesiden. Skriv gerne en hilsen i gæstebogen, evt. med ris eller ros.