Depression

Jeg har i mit voksne liv, haft 3 depressioner.

Jeg har altid været meget åben omkring det. Jeg synes bestemt ikke, det er

noget at være flov over, men jeg tror, der stadig er mange, som vælger, ikke

at tale for meget om det. Folk skal jo nødig tro, man er blevet tosset.

Jeg vil fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede det.

Den første gang anede jeg nemlig ikke, hvad der var i vejen med mig.

Jeg husker ikke lige årstallet for min første depression, men det har været

omkring 1990-1991, da Jonas var ca. 6 - 12 mdr.

Jeg husker heller ikke, hvordan det begyndte, men jeg var sikker på, jeg havde

brystkræft. Det varede ikke lang tid, før det fyldte hele min dag.

Om morgenen sad jeg tit og græd, uden at vide hvorfor. Jeg mærkede på

et par bestemte steder på brystet, hvor jeg var sikker på der var kræft.

Jeg tror, der måske gik 10-15 min mellem de gange jeg mærkede efter. Og

det var altså hele dagen, det stod på.

Skulle jeg i byen, hvad jeg absolut ikke havde lyst til, gik jeg altid på deres

toilet, som det første, for at mærke efter.

Jeg vidste ikke om jeg skulle tage til læge. Var det ikke bedre, jeg ikke vidste,

hvornår det tog livet af mig. Det var så frygteligt. Og med to små børn, som jeg

frygtede holdt så meget af mig, at de skulle blive kede af det, når jeg døde af

det her.

Det er lidt hårdt, at skrive det her, selv om det er så længe siden, men hvis

bare det kan hjælpe et menneske, som føler, det ikke kan komme op af det sorte hul.

Jeg gik sådan i ca. 1/2 år, så fik jeg en tid hos lægen. Da havde jeg en stor blod-

samling på det ene bryst. Den var kommet, fordi jeg gik og trykkede hele tiden.

Jeg kom til lægen, og han var sød og rar. Han sagde, at han ville undersøge om

der var noget galt. Det var der ikke, og jeg var beroliget...i ca. 14 dage, så var

det helt galt igen. Til lægen igen, som sagde, vi undersøger igen. Ingenting, men

lægen blev klar over, at jeg havde en depression. Og jeg kom i behandling med de

såkaldte "lykkepiller". Der gik ca. 5 uger, før jeg var mig selv igen.

Men jeg bryder mig ikke om ordet, lykkepiller. Man bliver ikke lykkelig af pillerne,

men man bliver sig selv, som man var før depressionen. Dog stærkere.