
"Mails fra jer"




Tanker til det at være pårørende Kære Hanne Så ville jeg lige igen ind og sætte lidt ind på din side her som jeg syntes så godt om. At alt som sker for jer nu her efter din kære mor er gået bort .Nogle få mdr. efter.. Netop fordi at man efter en periode med et sygt familie medlem lige pludselig ser mennesker forsvinde væk væk... væk fra den som blev/bliver tilbage.. man føler man er helt alene lige pludselig... en mor er noget stort som ingen kommer i nærheden af. Så derfor syntes jeg, at der er ingen tid på, hvornår man er kommet videre... At tænke sig et menneske man har gået op og ned af i mange mange år lige pludselig skulle væk fra en og så skal man bare videre... Jo det er ret at man skal videre, men videre på den måde at man har sine venner til at støtte....støtte hvor det er svært....og græde med ... alle de helligdage man plejer at være sammen og alle de glæder man som familie har sammen, såsom op til en jul ..julen man havde i vante gænge som man nu holdt julen... sammen med sine kære.... Hanne jeg oplevede at I fik en god jul trods alt... igennem snak med dig:-) hvad du fortalte og hvad du prøvede at gøre for resten af din lille familie, selv om din mor ikke var der... så var du stærk min skat... for inderst inde vidste du, at dette havde din mor kunne lide:-) den måde du gjorde det hele på:-) Den måde du takler det hele på trods din sorg... at tage vare på dine børn, at tage vare på din far... og mand være god ved alle trods din sorg.. du er ski en stærk lille pige.... selv om du har det slemt selv... så er du ved at komme op på den anden side.. Har lavet mindeside... gad vide hvem der har gjort dig så stærk. -) Det har såmænd du selv min ven: -) ved hjælp af din gode far ...som kerer sig for dig og du kerer dig for ham.. men ikke mindst DIG SELV har du at takke.. Jeg tænker tit på hvad der sker i mennesker der vender sig og går den anden vej når de møder et menneske der har mistet...? Et menneske i nød...? et menneske der bare har brug for varme og omsorg.. så som et lille knuz og kram og at vise at det er ok at græde.... græde ved en skulder.. man behøver jo ikke gøre andet når man møder et menneskeder har mistet! Bare være der... og lytte ... Jeg vil bare sige til alle der ved, at nogle har mistet det halve hjerte... giv et kram og vær der for den som har mistet.... Bliv ikke væk! Den som har mistet, er alene om nogen er det! GLEM ALDRIG DET! Og husk at være ærlig og ikke lade som om man er der .. Vær der med hele dit hjerte når du lytter. Tanker fra Gitte

Jeg er søster til Inga som døde den 26. august 2007. Hun var som i nok kunne se på Hannes og Bents side meget syg af cancer. Jeg prøvede på at være hos Inga alt det jeg kunne. Det var svært at se sin søster sygne hen og man står der hjælpeløs og ville så gerne man kunne hjælpe derfor var jeg hos hende så meget som mulig, det var det jeg kunne bidrage med og var svært hver gang jeg tog hjem så selvfølgelig tænkte jeg mon Inga er her i morgen. Men det var så godt at komme op til Inga og Bent og vi snakkede om alt også sygdommen men der var også en god snak om alt andet og vi grinede som vi gjorde når vi ellers var sammen. Men jeg havde det ikke godt når jeg kom hjem men når jeg så tog op til Inga og jeg så et stort smil på hendes læber så tænkte jeg der kan du se Bente det er ikke så slem, men tanken kom igen når jeg tog hjem. Jeg og Folmer fik lov til at være hos Inga så meget vi ville den sidste tid og det var dejlig jeg jeg fik sagt en hel del til Inga og fik taget en god afsked men hende og det tror jeg er det bedste man kan gøre for mit vedkommen. Jeg har også kommet til nogle og de spurgte hvordan går det med Inga, jamen kunne de da ikke tage op og kikke til hende men der var hundrede undskyldninger så skulle de det ene og så det andet, men som jeg siger en dag er det for sent og så fortryder man. Men jeg var der og håber både Hanne og Bent var glad for det for det er meget hårdt at sidde ved en døende og vi holdt Inga i hånden hele tiden derfor tror jeg at man skal sige de ting som man ikke fik sagt før det var for sent så jeg sad og snakkede om alt det vi havde oplevet sammen og andre ting som jeg ikke vil komme ind på her men det lettede mit hjerte. Men hvor Folmer og jeg savner Inga. Men vær der mens den syge eller døende kan høre dig det har hjulpet mig, men jeg vil altid savne Inga hun har en speciel plads i mit hjerte. Men en god snak med de efterladte og hold sammen det betyder alt for alle. Pas på jer selv der er kun en af jer. Ære være Ingas minde. Mange tusinde knus fra Bente og Folmer

Begge mine barn er vokst opp med flere kroniske sykdommer.Om min datter,har jeg skrevet noen av mine tanker på min hjemmeside,under psykiske lidelser. Det er etter min mening,svært viktig at det er åpenhet rundt dette for mange ennå,ett tabuemne. Når mine barn vokste opp,hadde jeg to nære venninner.Den ene av de døde når hun var 30 år,jeg var verge for hennes barn i mange år.Min andre venninne,døde når hun var 37 år. Begge av kreft.(cancer) Det er vanskelig å beskrive hva man føler i en slik situasjon,det kjentes nesten absurd,uvirkelig.Men desverre så viste hverdagen meg,at det så absolutt var vikelighet. Jeg mistet min far for 3 år siden. Ja,det har vært mange 'mistet'-opplevelser,både angående mennesker man er glad i,samt 'mistet' helse rundt meg. Noe av det vanskeligste som pårørende,er at alt blir så mye viktigere enn en selv. Den/de syke trenger ens omsorg og støtte. I slike situasjoner,spesielt som varer over tid,er det viktig å ikke glemme seg selv og ens egen identitet og liv.Det er lettere sagt,enn gjort:-)) Tror det er viktig at man 'tillater' seg å sørge,at man tillater seg å føle,at man tillater seg..kort og godt det å være menneske. Dette var noen få tanker rundt temaet pårørende ifra meg. Håper du har en fin dag! varme klemmer ifra Aud Irene

*Kæreste Hannemor* *Jeg forstår så godt alle de tanker der svirrer i dit lille hovede..* *nu havde du lige som skrevet i din dagbog da din lille mor fik fred..* *puha ja lille Hanne det er svært for dig og din far at komme videre..* *videre til et liv uden lille Inga..* *når jeg som ven savner Ingas små sms hver aften og hendes små telefon samtaler og besøgene hos jer de* *gange vi har været hos jer så kan jeg se et stort savn i har...puha* *hun var jo en lille solstråle i mine øjne..* *Ikke for at det nu skal dreje sig om min far men vil dog lige skrive lidt* *til det at være pårørende til et familie medlem man mister uanset sygdom* *så kan jeg fortælle dig som jeg har fortalt dig før jo..at det bliver* *desværre ikke lettere..men dog lettere at takle hen af vejen..* *at finde ro..at finde vejen igen, men dog vil man jo altid have* *sine kære i sit hjerte og aldrig glemme at de har været ..har levet i blandt os..* *nogle gode timer år og dage..søde minder..et helt liv* *man kan leve med det ikke glemme ikke komme over det, som mange tror..* *ALDRIG* *Hanne den dag i dag har jeg stadig min far i tankerne når der er højtider* *og andre ting der minder om ham..men dog vil jeg sige det bliver lettere at forholde sig til* at sige til sig selv ...("far jeg elsker dig over alt på jorden og jeg vil gøre som jeg ved du gerne ville have jeg gjorde.... leve videre ...ikke gå i stå..det ved jeg du ikke ville have jeg gjorde... så jeg vil opfylde dit ønske og være en sød pige for du har lært mig livet..og det skylder jeg dig at prøve at leve efter") sådan ville din lille mor også havde sagt til dig Hanne *Men lille Hanne vi kan hen af vejen tænke mere klart..tænke på de som vi har mistet* *..tænke på de kære med en anden synsvinkel..* *man kan have det så frygteligt som du beskriver i din dagbog at man næsten ikke kan klare* *ikke at kunne tage sin kære mor eller far eller anden kære man har mistet i sine arme og sige..* *jeg elsker dig så ubeskriveligt højt ..men intet kan få dem tilbage..det er hårdt min skat..* *men som jeg lovede din mor så vil jeg altid være her for dig..ikke fordi jeg kan erstatte..det har jeg fortalt dig ..* *det kan INGEN!!!..men jeg kan være her ved din side og hjælpe dig ved blot at lytte og trøste og holde din hånd* *når jeg er i din nærhed hen af vejen lille Hanne vil du indse at din mor altid vil være i dit hjerte.* *OG DU VIL ALDRIG MISTE HUN HAR GIVET DIG LIVET OG I HENDE VIL DU ALTID KOMME OP IGEN* *EN MOR OG EN FAR LÆRER OS OM LIVET...*

Søte gode Hanne! Det var et merkelig sammentreff i kveld, for jeg sitter og leser i din dagbok, og synes det er så flott at du igjen kan sette ord på hva der er hendt! Jeg gråt mye etter min far døde i 2004. Han ble dog en gammel mann, men vi sto hverandre svært nær! Du skriver du og din far skal se på gravstenen, og det er merkelig Hanne - for da jeg og min mor hadde valgt gravsten og venteprosessen var over - og stenen var kommet på plass - da løsnet et hårdt grep om mitt hjerte, og det var som far var kommet hjem! Jeg kan ikke forklare følelsen, med det skjedde noe der og da, og jeg aksepterte at far var død. Jeg tenkte på hvor vondt han hadde det sine siste leveår, men nu endelig fikk slippe fri! Det er godt å gå til gravplassen, tenne et lys, la tanker og tårer komme som de vil! Det er er vond prosess man skal gjennomleve, og sorgen og lengselen vil alltid være tilstede. Prøv å tenke på de store smerter din kjære mor hadde, men endelig er det over. Vær takknemlig for du hadde slik en deilig mor, vær takknemlig for hun nu slipper å lide mere. Det er godt du har din far og han har deg, du har din familie - vær der for hverandre når det trengs! Sender deg mange varme tanker, for du vil nok klare deg gjennom denne sorgprosessen - det vet jeg, Du er en sterk pike Hanne :o) Kjærlig hilsen fra din venn Torill

Hej kære Hanne Hvor rigtig godt med det nye emne " Pårørende til sygdomsramte" det er altid godt at dele ud af erfaringer og gode råd .Og vi kan alle komme i den situation hver og en! Tit og ofte kan man på papir/tastatur få ud det, som er så frustrerende. Alt det som man sidder alene med, alt det som gør at man bliver alene om det hele.. der bliver også meget tit sådan, at i en familie er der altid nogen, der ikke helt forstår og den pårørende bliver kørt ned af alt det, som de hører rundt om i krogene. Den/de pårørende skal stå skud for meget. Et ægtepar hvor den ene bliver syg og den raske pårørende altid skal høre for dit og dat, da er det godt at få det ud på anden måde, og her er Internettet en guldgrube for den som sidder i det til halsen.. forstået på den måde, at den raske person i et forhold/ægteskab tit bliver kritiseret og specielt af de nærmeste Underligt nok dem, som skulle være der helt og fuldt! Heldigvis er der også familie medlemmer der forstår en til fulde, og det er skønt. Så derfor er mit råd: Få det ned på papir eller tastatur alt det man går med alene, for ens syge familie medlem skal jo ikke have mere bekymring end der er nødvendigt, for der er nok, at bekymre sig om. Gitte

Kjære Hanne! Det er flott med denne siden som sikkert mange kan gjøre nytte av! Det er flott av dere / deg, din mor og far er så åpne rundt sykdommen! Idag er ikke cancer tabusykdom som før, og jeg vet det hjelper mange å være åpen om sin sykdom! Mange isolerer seg, vil ikke lenger ha kontakt med venner. Det er trist for den syke og for venner som føler seg bortstøtt når de gjerne vil være der og støtte. Dette vet jeg fra egen familie og også noen venner. Jeg følger med i dagboken til din far, og det er vondt, men samtidig flott at han formidler dette. Vi som er friske kan nok ikke fatte hvor tungt dette er, men jeg tror det er godt å skrive frustasjonene ut av kroppen - på den ene eller annen måte! Mange kjærlige hilsner fra Torill