Søndag d. 28. august 2006

                 Jonas og jeg var alene hjemme den dag. Jonas stod op omkring

          middagstid, som han plejer på en fridag.

                  Jeg opdagede straks, at han var gul over hele kroppen, og i øjnene.

         Jeg ringede til vagtlægen, som syntes jeg skulle komme med Jonas

                 med det samme. Fik så fat i mor og far, som kom og kørte med os.

              Vagtlægen i Thisted mente, Jonas havde leverbetændelse, hvad der

            også havde været min første tanke. Hun ringede til sygehuset, som

            ligger lige ved siden af lægevagten, og ca 15. min efter var Jonas indlagt.

  Jonas fik tildelt en sygeseng, i opholdsstuen. Det eneste sted

        der var plads til ham. En læge undersøgte ham, og han mente ikke, 

       det kunne være leverbetændelse, eftersom Jonas ikke var alkoholiker, 

   stiknarkoman eller havde været udenlands.

      Jonas skulle have taget blodprøver og skannes, for det kunne jo 

  være galdesten.

      Nå, de fik taget en masse blodprøver og Jonas blev skannet, 

           nej, det var heller ikke galdesten. Men lever og milt var forstørret .

     Måske kunne det være kyssesyge.

              I hvert fald fik han lov at komme med hjem søndag, men skulle møde

       på Thisted sygehus igen mandag morgen.

      Mandag morgen kl. 9 mødte vi op igen, og Jonas kom i sin

           seng i opholdsstuen. Han fik taget blodprøver igen. 16 glas

           blev fyldt. Lige rigeligt, syntes Jonas. Men for at undersøge for 

           kyssesyge, skal prøver sendes til København, og det vil vare 2-3 dage

          at få besked.  Men en overlæge kom for at tale med os. Han mente

         nu heller ikke det kunne være kyssesyge, for han mente ikke Jonas

      havde hævede kirtler ved halsen, og det hørte altså med til de

     sygdom. Næ, der kunne måske være tale om en eller anden

     blod sygdom...nej nej, tænkte jeg, skal min søn nu igennem en

     slem sygdom som leukæmi eller lymfekræft,

     med alt hvad der følger. Det var slet ikke til at bære.

     Og selvfølgelig tænkte jeg straks på min bror, som døde i 1972, 

   10 år gammel, af leukæmi.

            Jeg  græd meget og Jonas trøstede. Så prøvede jeg at tage mig sammen,

             og talte med Jonas om, at hvis det var noget slemt, kunne der gøres noget.

            Ikke en særlig rar eller nem samtale, men jeg følte den skulle tages.

    Der kom en meget rar sygeplejerske, som ville tale med mig.

           Hun så lige så ked ud af det, som jeg var, og det var medvirkende til,

             at jeg kun kunne tro, det var slemt. Hun sagde heller ikke noget, som

            kunne få mig fra den tanke. Men Jonas skulle CT-skannes, og næste

            dag, ville man flytte ham til Viborg sygehus. Der havde man mere

            forstand på den slags. Vi var meget glade for at han skulle flyttes,

              for vi havde fået så mange ting puttet ind i hovedet i Thisted. Så næste

           morgen blev Jonas flyttet til Viborg.

 Tirsdag i Viborg, fik vi talt med en reservelæge. Fantastisk sød pige.

      Jeg fortalte, om alle de diagnoser vi havde fået, og det syntes hun

   ikke var pænt gjort. Hun sagde også, at leukæmi kan helbredes,

        det er hårdt, men man kommer over det, men det vil vi ikke tale om

           så længe vi ikke ved hvad det er. Men hun troede ikke det var alvorligt.

       Hun lovede også, at overlægen, en rigtig rar dame, ville komme ind 

    til os samme dag.

      Overlægen kom. Hun havde set journalen igennem, og undersøgte

        så Jonas. Der var absolut ikke noget der tydede på noget alvorligt.

       Hun var næsten sikker på, det var kyssesyge. Jeg sagde, at lægen i 

       Thisted havde sagt, at der ikke var hævede kirtler. Men som hun

       sagde, og som vi selv kunne se, var han meget hævet på halsen.

    Torsdag kunne man se i blodprøver, at lever tallene var faldende

     og hvis Jonas havde det godt fredag, kunne han komme hjem.

  Det havde han, og desuden kom der svar fra København. 

Det var kyssesyge. 

     Jonas skal nu tage den med ro, nogen tid. Må ikke overanstrenge

  sig eller løfte rundt på noget. Han kan have det rigtig godt

    nogle dage, og så pludselig få en rigtig træls dag, hvor han vil

   være meget træt. Det hører med til sygdommen, som Jonas

    nu aldrig mere kan få, eftersom man bliver immun efter en gang.

     Hvad med Jens Chr. og Michelle, hvor er de i billedet.

        Ja, Michelle overnattede hos Jonas de to første nætter, sammen med

       Jens Chr. Den første nat sov hun i to stole. Ja sov og sov, hun puslede

   om Jonas. Gav ham kys og knus og hun har som sædvanlig været

  fantastisk. Det har Jens Chr. også været. Jeg kørte hjem og sov

hver nat, men Jens Chr. var hos Jonas, fra han blev indlagt

til han blev udskrevet. Det var fantastisk dejligt.

   Vi havde også en masse hjælp af mor og far, som også besøgte

  Jonas. Stor tak for hjælpen.

    Og stor tak til Rasmus, Michelle's dejlige kæreste, som kom

 med Michelle, da Jonas blev indlagt.

      Også en stor tak til Jonas's søde kæreste Helene og hendes

  familie, som kom på besøg i Viborg.

      I har alle været så søde, og Jonas har det heldigvis godt nu.

" Lidt om selve sygdommen"

         Generelt:

    Mononukleose - populært kaldet "Kyssesyge", er en virussygdom,

    der især rammer børn og unge.

      Kyssesyge varer normalt i 2 - 4 uger.

   Den kan medføre en betydelig træthed, der kan holde sig i flere 

   måneder efter selve sygdommen er overstået.

   Har man første haft sygdommen, er man beskyttet imod den resten 

      af sit liv - man er immun.

   Diagnosen stilles udfra sygdommens karakteristiske symptomer

    og blodprøver.

  Smitteveje:

     Virus findes i spyttet, og smitten sker gennem kontakt med f.eks.

legetøj og andet der kan være påført spyt, eller ved kys.

  Virus overføres fra spyttet til slimhinden i munden og kan herfra

     føres til lymfekirtler, milten og leveren via blodet.

   Symptomer:

    ¤ Det starter som regel med influenzalignende symptomer som

 utilpashed, hovedpine, muskelsmerter og lidt feber.

 ¤ Efter 1 - 2 uger stiger temperaturen.

¤ Hævelse og ømhed i halsen.

¤ Evt. snorkende vejrtrækning.

       ¤ Hvide belægninger på mandlerne, dårlig ånde og "kartoffeltale".

¤ Hævede og ømme kirtler på halsen og måske også i armhuler

  og lysken.

¤ Lever og milt er ofte forstørrede.

¤ Udtalt træthed.

¤ Evt. mavepine.

    Hvornår søger man hjælp:

    Søg læge hvis:

- barnet får besvær med at trække vejret.

- barnet virker meget slapt, og du har dårlig kontakt med det.

- barnet ikke kan tisse og ikke vil drikke.

- barnet har mavepine.

- barnet har voldsomme smerter.

- tilstanden bekymrer jer.

Hvis muligt - brug barnets egen læge som kender barnet

   bedre end vagtlægen.

   Behandlingen:

        Da det er en virusinfektion, findes der ingen medicinsk behandling.

    Det drejer sig om at lindre symptomerne.

Gode råd:

     * Halssmerterne kan lindres ved at tilbyde blødt eller flydende

      mad og varme drikke. Efter aftale med lægen, kan der ved behov

   gives smertestillende medicin.

  * Da vejrtrækningen kan blive besværet af de store mandler, kan 

    det afhjælpes ved, at barnet ligger højt med hovedet.

     Læg en pude under madrassen eller stabel bøger under sengen.

   * Hvis næsen er meget stoppet, kan barnet snuse saltvandsdråber

   gennem næsen eller bruge næsespray i max. 1 uge.

   * Afklæd barnet hvis temperaturen er høj.

       * Vi tilråder, at barnet holder sig i ro, undgår sport og anden fysisk

        aktivitet i op til 4 uger efter sygdommens ophør.

      * Ved lever og/eller miltpåvirkning skal alkohol og hårdere fysisk

     aktivitet/sport undgås i ca. 1 måned.

     * Sørg for at barnet får rigeligt at drikke og spise.

    (Fra forældrevejledning fra Viborg sygehus)